Derfor spurtede van Aert ikke på Champs-Élysées

Belgieren havde ikke mere energi i benene efter tre ugers yderst offensiv kørsel i Touren.

Det kom bag på en hel cykelverden.

Belgiske Wout van Aert valgte ikke at spurte med om sejren, da Tour de France-feltet ramte Champs-Élysées på 21. og sidste etape.

Jumbo-Vismas supersprinter var ellers på forhånd udråbt til en af de absolutte favoritter på den berømte parisiske boulevard – stedet, hvor enhver sprinter allerhelst vil kunne strække armene i vejret i vild jubel.

Van Aert vandt spurten i sidste års udgave af Tour de France, men søndag var der ikke mere energi tilbage i tanken hos den ellers uopslidelige allround-rytter.

Belgieren uddyber sin noget overraskende beslutning over for cykelmediet WielerFlits.

- Jeg må indrømme, at luften gik lidt af ballonen på mig. Det var derfor, at jeg ikke deltog i spurten. Forhåbentlig kan jeg spurte igen på lørdag, siger Wout van Aert.

Med lørdag hentyder belgieren til lørdagens spanske endagsløb Clasica San Sebastian.

Et løb som danske Jonas Vingegaard egentlig skulle have deltaget i, men som han på baggrund af Tour-triumfen efterfølgende har valgt at droppe.

Sad sammen med Vingegaard

Wout van Aert havde inden søndagens traditionelle sprinterafgørelse på sidstedagen af Tour de France vundet hele tre etaper.

Desuden havde belgieren kørt yderst offensivt og var gået i udbrud på en lang række etaper, hvilket sikrede ham titlen som den mest angrebsivrige rytter i årets Tour de France.

Men efter lørdagens kraftanstrengelse på enkeltstarten, som belgieren vandt, var der ikke mere energi tilbage i Jumbo-Visma rytterens krop.

Belgieren valgte at sidde sammen med sin danske kaptajn bagerst i feltet på størstedelen af de otte omgange i hjertet af Paris, og det stod tidligt klart, at van Aert ikke gik efter sin fjerde etapesejr i årets franske rundtur.

- Det var en fantastisk dag. Det er specielt, at vi vinder både den gule og den grønne trøje, forklarer Wout van Aert.

Wout van Aert valgte at trille i mål arm i arm sammen med den gule trøje i skikkelse af Jonas Vingegaard og resten af Jumbo-Visma-holdet og kom ind på en plads som nummer 78 – et lille minut efter vinderen, Jasper Philipsen.

Forhåndsfavoritten endte med at køre en suveræn sprintersejr i hus på Champs-Élysées, hvilket var belgierens anden triumf i dette års udgave af Tour de France.