Tour de France

Detaljeret program: Sådan foregår fejringen i København

Jonas Vingegaard ankommer onsdag med privatfly til Danmark, hvor han først skal hyldes på Københavns Rådhus, inden turen går videre til Tivoli.

Du kan se Danmarks fejring af Jonas Vingegaard onsdag fra klokken 10.00-18.00 på TV 2 og TV 2 PLAY

Onsdag bliver det endelig danskernes tur til at hylde Jonas Vingegaard, når Tour de France-vinderen vender hjem.

Han ankommer med privatfly til Københavns Lufthavn omkring middagstid, hvorefter han skal på en køretur med politieskorte ind til Københavns Rådhus, inden fejringen afsluttes i Tivoli med plads til 25.000. Over for TV 2 SPORT slår Vingegaard fast, at han glæder sig meget.

- Jeg aner slet ikke, hvor mange mennesker der kommer, men jeg tror, at det bliver fuldstændig vanvittigt og sindssygt. Jeg håber selvfølgelig på, at der kommer mange mennesker.

25.000 i Tivoli – det er omkring dobbelt så mange som ved holdpræsentationen?

- Hold da op. Det lyder jo helt vanvittigt, siger en lettere chokeret Jonas Vingegaard.

Herunder får du overblikket over, hvordan dagen i hovedtræk forventes at forløbe:

Programmet for onsdagens fejring (cirka-tider)

  • 10.00: TV 2 begynder at sende fra "Danmark fejrer Jonas Vingegaard" med studie på Rådhuspladsen og i Tivoli
  • 11.35-11.45: Jonas Vingegaard lander i Københavns Lufthavn med privatfly fra Amsterdam
  • 11.50: En mindre presseseance foran lufthavnen for danske medier
  • 12.00: Køretur med politieskorte fra lufthavnen ind til Københavns Rådhus
  • 13.00: Jonas Vingegaard ankommer til Københavns Rådhus
  • 13.20: Velkomsttale ved overborgmester Sophie Hæstorp Andersen
  • 13.25: Erhvervsminister Simon Kollerup holder tale
  • 13.30: Formand for Dansk Cykle Union Henrik Jess Jensen holder tale
  • 13.35: Jonas Vingegaard holder tale
  • 13.45: Hyldest af Jonas Vingegaard på balkonen
  • 13.50: Hyldest af øvrige danske Tour-deltagere på balkonen (indtil videre forventes Mads Pedersen, Kasper Asgreen, Michael Mørkøv og Christopher Juul Jensen at være til stede)
  • 14.00: Reception og rådhuspandekager
  • 14.30: Afslutning + afgang fra Rådhuspladsen
  • 16.00: Jonas Vingegaard og de øvrige danske Tour-ryttere ankommer til Tivoli, hvor Linie 8 (tivolitoget, red.) vil køre dem op til scenen
  • 16.15: Hyldesten i Tivoli starter, hvor der vil være taler, interviews med de danske cykelryttere, fællessang med Søs Fenger og musik fra Saveus
  • 17.15: Programmet i Tivoli er slut, og TV 2 samler op på hele dagen i studiet indtil klokken 18.00

Du kan se Danmarks fejring af Jonas Vingegaard onsdag fra klokken 10.00-18.00 på TV 2 og TV 2 PLAY