Tour de France

Forældrene blæst bagover af sønnens modtagelse

Jonas Vingegaards far, Claus Rasmussen, ønsker at sende hele Danmark en dybtfølt tak for alt det, de har gjort for deres søn.

Jonas Vingegaard er dagen igennem blevet mødt af en tsunami af kærlighed og hyldet som en sand cykelhelt af tusindvis af danskere i København.

Den varme modtagelse af thyboen er i den grad gået lige i hjertet på de stolte forældre.

Karina Vingegaard og Claus Rasmussen kalder modtagelsen af deres søn på Københavns Rådhus for en "kæmpe, kæmpe stor oplevelse".

- Det var helt vildt og noget af det største, vi nogensinde har prøvet, siger Claus Rasmussen til TV 2.

- Helt overvældende, supplerer Karina Vingegaard.

Gik lige i hjertet

Onsdag eftermiddag modtog Jonas Vingegaards forældre sønnen inde på Københavns Rådhus, efter han først var landet i Københavns Lufthavn med eskorte fra to F-16-fly og siden kørt i åben sportsvogn gennem de byens gader.

Det officielle arrangement med taler fra overborgmester Sophie Hæstorp Andersen, erhvervsminister Simon Kollerup (S) og formand for Danmarks Cykel Union Henrik Jess Jensen samt gensynet med sønnike var for forældrene et følelsesladt øjeblik.

Det rør mig dybt med al den kærlighed, der kommer ind

Claus Rasmussen, far til Jonas Vingegaard

Jonas Vingegaard måtte skære sig igennem menneskemængden for at finde sine forældrene, og mor-Karinas tårer i fælleskrammeren var ikke til at tage fejl.

- På en eller anden måde går det bare fuldstændig lige i hjertet - både de taler, som der bliver holdt, og selvfølgelig det knus vi får af Jonas, siger Karina Vingegaard.

Der var glædestårer fra Karina og Claus, da de endelig kunne have deres søn i armene igen. Video: TV 2 SPORT

Forældre blæst bagover

Men dagens største indtryk fandt sted, da Jonas Vingegaard skulle ud på balkonen for at hilse på de tusindvis af fremmødte danskere nede på Rådhuspladsen.

For da døren gik op, blev forældrene overvældet af modtagelsen.

- Vi kunne høre et kæmpe, kæmpe brøl, men ikke se noget. Der følte vi, at vi blev blæst bagover, forklarer Karina Vingegaard.

Claus Rasmussen kalder oplevelsen "helt vild" og ønsker at sende hele Danmark en dybtfølt tak for alt det, de har gjort.

Video: TV 2 SPORT

Jonas Vingegaards far blev helt blød om hjertet i situationen.

- Det rør mig dybt med al den kærlighed, der kommer ind, siger han, mens Karina Vingegaard tilføjer:

- Vi snakkede om deroppe, at alle de mennesker stod der udelukkende for vores søn. Det er helt vanvittigt.

Torsdag fortsætter fejringen af Jonas Vingegaard, når thyboen skal fejres i sin hjemby, Glyngøre, mens den fra fredag står på fortjent afslapning i hjemmet.