Udlandet måber over dansk hyldest af Vingegaard

Nyhedsbureauet Reuters, flere europæiske medier og den største avis i Malaysia er alle overraskede over danskernes modtagelse af Jonas Vingegaard.

Den massive kærlighed, der i onsdagens hyldest er strømmet mod cykelrytteren Jonas Vingegaard, er ikke gået ubemærket hen i udlandet.

Flere store medier har på Twitter rettet øjnene mod Danmark og især den modtagelse, som Tour-vinderen har fået, da han kort før middag landede på dansk jord.

Det store internationale nyhedsbureauet Reuters skriver, at "jublende danskere venter på Tour-vinderen Vingegaards ankomst til København".

Den franske avis La Libre skriver, at "Vingegaard blev budt velkommen i Danmark som en helt og eskorteret hjem af jagerfly".

Mediet France TV Sport hæfter sig ved, at "et sandt menneskehav ventede på at byde velkommen til vinderen af ​​Tour de France, Jonas Vingegaard, i København".

Også hos andre Tour-ryttere er hyldesten af Vingegaard blevet bemærket. INEOS' Tom Pidcock, der selv vandt en etape i år, skriver: "Hatten af, Jonas. GUD!"

Malaysia følger også med

Nyheden om den vilde, danske velkomst, der onsdag mødte Jonas Vingegaard, da han landede i hjemlandet, er sågar nået helt til Malaysia.

Landets største avis, Harian Metro med flere end 3,7 millioner læsere, konstaterer, at "Tour de France-vinderen ankom til København og blev mødt af tusindvis af danskere på gaderne".

Jonas Vingegaard vandt sin meriterende Tour de France-sejr på det hollandske cykelhold Jumbo-Visma, og nyheden om danskeren ankomst til København er ikke gået ubemærket hen i landet mod syd.

Eurosport NL skriver, at der onsdag har fundet en stor fest sted i København.

- Se på de titusindvis af danskere, der går amok for Tour-helten Vingegaard, skriver mediet.

Kæmpe folkemængde på Rådhuspladsen

Det hollandske cykelhold Jumbo-Visma fokuserer på hyldesten af Jonas Vingegaard, mens han stod på balkonen på Rådhuspladsen i København, og skriver kortfattet på det sociale medie:

- Sikke en folkemængde i København.

Endelig skriver selve løbsarrangøren, Tour de France, på Twitter:

- Sikke en velkomst fra den danske offentlighed til helten Jonas Vingegaard.