Tour de France Femmes

Hvorfor står kvindecykling så meget i skyggen af herrecykling?

En cykelrytter fortæller, at hendes indstilling til sporten var, at hun som udgangspunkt ikke regnede med at kunne leve af det.

For første gang kører kvinderne et cykelløb i forbindelse med Tour de France – i hvert fald i den form det er nu, nemlig Tour de France Femmes.

Sanne Jakobsen, der er reporter hos TV 2 SPORT, fortæller, at hun kun skal tænke fire eller fem år tilbage for at huske løb, hvor der var et løb for mænd og et for kvinder – men hvor kun mændenes blev tv-transmitteret.

Derfor dækkede hun og kollegerne ikke kvindernes løb.

- Det gav ikke rigtig nogen mening for os at lave interviews og prioritere det, da løbet ikke blev sendt i tv. Så vi havde faktisk ærligt talt ikke den store interesse i det, siger Sanne Jakobsen, der også kommenterer Tour de France Femmes disse dage.

Men hvorfor endte kvindecykling med at køre uden kameraer og uden den store interesse, hvor herrecykling kan få hundredetusinde til at gå på gaden for at heppe på de kørende eller hylde vinderen?

Kvinder og mænd side om side

For en cykel-connaisseur lyder det med, at Tour de France Femmes køres for første gang, måske som noget, der kræver faktatjek. Fordi der har været løb for kvinder, der er blevet afholdt sammen med Tour de France.

Men det skal forstås sådan, at kvinder tidligere har kørt cykelløb i forbindelse med Tour de France i andre former og under andre navne – og sporadisk.

For eksempel har der nogle år været løbet La Course, som var et dagsløb, der blev kørt af kvindelige ryttere i forbindelse med mændenes Tour de France. I 1980'erne var der et længere etapeløb, som blev barberet ned gradvist, og efter seks år forsvandt det helt.

Men 100 år tidligere, hvor moderne sport slog igennem og kvindebevægelserne, der kæmpede for stemmeret og ligeværd, var aktive, var kvinderne i lige så høj grad i sadlen som mændene, fortæller Else Trangbæk, professor emerita på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet og forfatter til bogen 'Kvindernes idræt'.

- Kvinder og mænd konkurrerede endda i de samme løb. Cykelsport blev omtalt i damebladene, siger hun.

Det vakte da også opsigt dengang. Og varede ikke ved.

Regnede ikke med at kunne lave en opsparing

Tilbage til svaret på spørgsmålet om forskellen på kvindecykling og mandecykling.

Noget af det kan findes i kulturen og historien, mener Sanne Jakobsen. Kvinder har senere fået lov at dyrke deres egne interesser på den her måde.

Der har været færre kvinder, der havde ambitioner om at dyrke sporten på professionelt niveau. Der har også været mindre medieinteresse.

Christina Siggaard, der er tidligere professionel rytter og nu kommenterer Tour de France Femmes på TV 2, fortæller, at der i kvindelige ryttermiljøer bliver talt om, at kvindelige professionelle står i skyggen af deres mandlige modstykker.

- Jeg har altid gået ind til det med, at man ikke har skullet regne med at kunne leve af det. Man skal være på verdenstoppen, før man kan lave en opsparing, siger Christina Siggaard.

Hun siger, at kvinder har "skullet kunne leve på en sten" tidligere. Derfor er minimumslønninger for kvinder, som kom i 2020, et skridt i den rigtige retning – også selvom der går lang tid, før de er lig herrernes lønninger.

Rollemodeller er vigtige

Om det er færre cykelryttere og dermed færre og mindre hold, færre løb, færre penge eller mindre medieopmærksomhed, der er årsag til den mindre opmærksomhed, er svært at sige. Men alle problemerne bliver nævnt af både Sanne Jakobsen, Else Trangbæk og Christina Siggaard.

Og mangel på rollemodeller for små piger, der drømmer om at bestige Alpe d’Huez på to hjul eller fræse afsted i Ballerup Superarena, er også en af årsagerne.

Det siger direktør i Danmarks Cykle Union Martin Elleberg. Derfor er et tv-transmitteret Tour de France Femmes meget vigtigt.

- Det betyder meget for sporten, at man har forbilleder i form af landsmænd at kigge på. For eksempel når Uttrup (Cecilie Uttrup Ludwig, red) vinder en etape, eller Julie Leth og Amalie Didriksen får sølv ved OL, lyder det fra direktøren, som uddyber betydningen af en landsmand eller -kvinde at kigge på:

- Når Vingegaard vinder Tour de France, er det det samme.

En fuldtidstræner

Men mere fokus på kvindecykling er der dog kommet. En af hovedsponsorerne i Danmarks Cykle Union er Uno-X, som har doneret flere penge, der er øremærket udvikling af kvindelige ryttere. Der er også kommet en træner til landsholdet, der arbejder fuldtid. Før i tiden arbejdede træneren deltid eller nogle gange mindre.

Træneren for organisationens juniorlandshold træner også både mænd og kvinder, mens andre sponsorer også har øget fokus på kvinderne i sporten, fortæller Tour-kommentator Christina Siggaard.

Cykeltræningsplatformen Zwift er en af hovedsponsorerne på Tour de France Femmes, og Christina Siggaard mener, at det kan skabe en sneboldseffekt.

- Men vi er i en bølge nu, hvor flere tør løbe den økonomiske risiko, siger hun.

Sanne Jakobsen tror, at Tour de France Femmes er kommet for at blive.

- Kurven er så stejl, mange herrehold er begyndt at have kvindehold, og rigtig mange cykelløb bliver tv-transmitteret nu. Jeg tør nærmest ikke gætte på, hvor vi er om bare fem år, lyder det.

Den længste etape i Tour de France Femmes bliver kørt torsdag og er 175 kilometer.