Roglic opgav egne ambitioner for mig, siger Vingegaard
De to kaptajner på Jumbo-Visma angreb Tadej Pogacar i alt otte gange på Col du Galibier, hvilket i sidste ende gav pote for Jonas Vingegaard.
På Tourens 11. etape blev Tadej Pogacar angrebet igen og igen af Jumbo-Vismas to kaptajner.
Etapen, der både førte rytterne over de tre legendariske bjergtoppe Col du Télégrphe, Galibier og Granon, var et absolut nøglemoment i årets Tour de France.
Det mener TV 2s cykelekspert Rolf Sørensen, der får opbakning fra en af hovedpersonerne - Jonas Vingegaard - i TV 2s studieudsendelse efter fejringen af thyboen i Tivoli.
Den danske Tour-vinder gav et sjældent indblik i Jumbo-Vismas taktik på 11. etape, der er udråbt som en af de mest spændende og seværdige i mange, mange år.
Angreb Pogacar otte gange
Jonas Vingegaard og Primoz Roglic fik tidligt på etapen isoleret Tadej Pogacar og angreb herefter på skift i alt otte gange, da feltet begyndte opstigningen af Col du Galibier.
En ganske usædvanlig offensiv taktik, da der stadig manglede små 60 kilometer til målstregen.
Jonas Vingegaard fortæller, at holdkammeraten Roglic ofrede sig og virkelig gik dybt for ham.
- Vi fik Pogacar ned med nakken. Det var en fantastisk dag, og jeg endte med at tage næsten tre minutter på ham. Det var nok det, der gjorde, at jeg vandt Tour de France, siger den danske Tour-vinder.
Rolf Sørensen ville vide, om den slovenske kaptajn på Jumbo-Visma allerede på det tidspunkt vidste, at han dermed solgte sine chancer i Tour de France.
- Ja, det tror jeg. Jeg tror godt, han allerede vidste, at han nok ikke kom til at vinde, forklarer Jonas Vingegaard.
Pogacar skulle slides op
Jumbo-Vismas taktik på etapen var klar.
Den danske og slovenske kaptajn skulle konstant stresse og angribe Tadej Pogacar, så der til sidst kom sprækker i den ellers så uovervindelige sloveners cykelpanser.
- Det var vores plan at få ham til at bruge energi tidligt på etapen, for så kunne det være, at vi kunne knække ham senere, forklarer Jonas Vingegaard.
Det hollandske storhold ville udnytte, at den 23-årige Pogacar er et "legebarn" på en cykel og instinktivt reagerer på alle angreb fra hans tætteste konkurrenter.
Taktikken havde to mulige udfald:
Hvis Pimoz Roglic havde fået lov til at stikke af, kunne sloveneren muligvis vinde afgørende tid og komme tilbage i det samlede klassement.
Men på den anden side - hvis Pogacar lukkede hullet til Roglic, så skulle Vingegaard følge med og derefter køre kontra.
- Uanset hvad, så ville Pogacar komme til at bruge en masse energi, siger Jonas Vingegaard.
Grundlagde sejren på Col du Granon
Resultatet blev bedre, end Jumbo-Visma kunne drømme om.
Det hollandske hold formåede at slide Tadej Pogacar op, og Jonas Vingegaard fik i sidste ende en flot etapesejr efter solokørsel de sidste kilometer på Col du Granon.
Danskeren kom i mål 2 minutter og 51 sekunder før sin slovenske rival, og danskeren tjente yderligere 10 bonussekunder som etapevinder.