Tour de France

Vingegaards undskyldning til Mørkøv fik Tivoli til at bryde ud i grin

Michael Mørkøvs Tour de France sluttede på 15. etape, da han missede tidsgrænsen. Ti dage senere undskyldte Vingegaard så for sin kørsel samme dag.

Samtalen var egentlig ganske seriøs, da Michael Mørkøv på scenen i Tivoli var i gang med at forklare de fremmødte, hvad der skete på 15. etape af Tour de France, hvor han måtte udgå.

Men med et smil på læben vendte han sig pludselig mod Jonas Vingegaard i den gule trøje og afslørede, hvornår det reelt gik op for Quick-Step-rytteren, at løbet var kørt.

- Der blev kørt en stor krig fra starten af, og jeg så ovenikøbet, at Jonas gik med i et angreb. Der vidste jeg godt, at min tid i feltet nok var solgt, når den gule trøje begyndte at røre på sig, sagde Mørkøv og pegede på Vingegaard.

Det fik straks Jumbo-Visma-stjernen til at beklage i sjov:

- Det undskylder jeg for så, svarede Vingegaard til Mørkøv, mens Tivoli brød ud i en kombination af latter og klapsalver som anerkendelse til den kvikke bemærkning.

Da Mørkøv blev sat, angreb Vingegaard

For at det ikke skal være løgn, viser billeder fra 15. etape faktisk, at Mørkøv har en pointe. Om end de to situationer selvfølgelig ikke havde direkte sammenhæng.

Med 185 kilometer tilbage af den 202 kilometer lange etape kørte en større gruppe lidt væk i front, hvor Jonas Vingegaard sneg sig med iført den gule førertrøje. Det fik Tadej Pogacar og en lang række andre ryttere til at reagere.

Ved samme kilometerantal lød meldingen over Radio Tour også, at Michael Mørkøv blev sat af feltet. Og da Vingegaards offensive kørsel samtidig havde fået Tadej Pogacar og flere andre ryttere til at reagere, forblev tempoet højt i feltet resten af dagen, hvorfor Mørkøv aldrig kom tilbage.

Svedte allerede inden etapen

Ifølge verdens bedste leadout-rytter havde scenariet dog formentlig været det samme, uanset hvordan der var blevet kørt. Dagen i helvede startede nemlig allerede, da Mørkøv skulle trille op til indskrivningen før starten.

- Det gik op ad bakke, og vores bus holdt som den sidste. Jeg havde rigeligt svært ved at komme op til indskrivningen, og jeg stod også og lavede et interview med en TV 2-journalist, hvor jeg kunne mærke, at sveden begyndte at pible frem på min pande.

- Der vidste jeg godt, at de 202 kilometer til Carcassonne ville blive noget nær umulige for mig at komme igennem, forklarede Michael Mørkøv i Tivoli.

Ganske rigtigt. Den ensomme kamp mod tidsgrænsen endte med et sjældent nederlag for Mørkøv, der dog valgte at gennemføre etapen for at anerkende løbet.

Ved målstregen blev han modtaget af løbsdirektør Christian Prudhomme, der takkede danskeren for at vise løbet respekt.

​Mørkøv føler sig privilegeret

I Tivoli modtog Mørkøv samme anerkendelse fra det danske publikum, og for ham er Tour-starten i Danmark og hele oplevelsen i år det største i karrieren.

- Det er noget, der rager langt længere ud end de præstationer, jeg har været med til at udføre på min cykel. Deriblandt verdensmesterskaber og OL (i banecykling, red.). Jeg føler mig utroligt privilegeret over, at jeg i min karriere nåede at være med til den danske Tour de France-start.

- En af mine største sportslige oplevelser var holdpræsentationen i Tivoli for fire uger siden. Da jeg kørte ned fra scenen, tænkte jeg, at det var once in a lifetime, men det blev det åbenbart ikke. Tusind tak, sagde Mørkøv, der altså vendte tilbage til samme scene på bagkant af Vingegaards Tour-triumf.

Fik du ikke set programmet 'Danmark fejrer Jonas Vingegaard', kan du gense hele onsdagens fejring lige her på TV 2 PLAY.