Tour de France Femmes

Godt nyt om dansk stjerne efter voldsomt styrt

Emma Norsgaard er sluppet fra sit styrt på femte etape uden brud, oplyser Movistar.

Danske Emma Norsgaard udgik torsdag af kvindernes Tour de France efter et styrt på 5. etape.

Med 40 kilometer tilbage røg adskillige ryttere i asfalten, og hurtigt stod det klart, at den 23-årige dansker var indblandet, og at hun var hårdt medtaget.

Jeg har det okay

Emma Norsgaard

Hendes hold, Movistar, oplyste i første omgang, at Emma Norsgaard havde smerter i sin venstre skulder efter styrtet. Hun fik hurtigt behandling, men deltagelsen i det franske etapeløb stod ikke til at redde.

Umiddelbart efter styrtet blev hun kørt til undersøgelser på hospitalet, men Movistar kommer fredag formiddag med gode nyheder. Danskeren er sluppet uden brud.

- Vi kan glædeligt meddele, at Emma Norsgaard er sluppet uden brud efter sit styrt på 5. etape. Den danske rytter vil forblive under observation de kommende 24 timer for at måle eftereffekterne af styrtet, skriver holdet på Twitter.

Sender venlig hilsen

Emma Norsgaard stiller ikke op til interview fredag. Hun har i stedet sendt en videohilsen, hvori hun fortæller, at hun tager til hjem til sin kæreste for at komme til kræfter.

Den danske Movistar-rytter, Emma Norsgaard, giver en status efter sit styrt på 5. etape, der sendte hende en tur på hospitalet. Video: TV 2 SPORT

- Hej alle sammen. Mange tak for jeres beskeder. Det varmer. Jeg har det okay. Jeg rejser hjem til Mikkel (Norsgaard Bjerg, red.) i dag og har bare brug for at være derhjemme og restituere, og så skal jeg nok blive god igen. Mange tak, siger den danske cykelrytter i videoen.

Tidligere i løbet har Emma Norsgaard Bjerg gjort sig bemærket med en femteplads på løbets 1. etape i Paris. Hun havde håbet at kunne køre med om endnu et topresultat på torsdagens etape.

Nu er der kun to danskere tilbage i Tour de France Femmes: Cecilie Uttrup Ludwig fra FDJ-Suez-Futuroscope og Julie Leth fra Uno-X.