Cykling

Belgisk stjerne knuser rivaler efter vildt soloridt

Remco Evenepoel satte konkurrenterne på plads, da han holdt hjem efter et vildt soloridt.

For anden gang i karrieren har Remco Evenepoel krydset målstregen først i Clasica de San Sebastian.

Belgieren angreb med hele 45 kilometer til mål, og der gik ikke lang tid, før han var alene i front.

Forspringet blev kun større og større, og da de nærmeste forfølgere kørte ind på dagens sidste stigning, var det velvidende om, at de kun ville komme til at køre om sekundære placeringer.

Top-3 i Clasica de San Sebastian

  1. Remco Evenepoel (Quick-Step Alpha Vinyl)
  2. Pavel Sivakov (INEOS Grenadiers) +1'58
  3. Tiesj Benoot (Jumbo-Visma) +2'31

Løbets bedste dansker var Mattias Skjelmose Jensen fra Trek-Segafredo. Han kom i mål som nummer otte - fire minutter efter Remco Evenepoel.

I 2019 kørte Evenepoel også først over stregen i den nordspanske klassiker.

Det er belgierens 11. sejr i år. I april vandt han forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège, og hans cv tæller nu i alt imponerende 33 sejre.

Dansker med i tidligt udbrud

Fem danskere stillede til start i Clasica San Sebastian. En af dem var Casper Pedersen (DSM), som kom afsted og deltog i det udbrud, som tidligt fik lov til at køre.

Udbryderne så dog aldrig ud til at kunne køre om sejren, og på Jaizkibel-stigningen med cirka 65 kilometer til mål blev Pedersen og co. indhentet af feltet.

Her måtte Tadej Pogacar noget overraskende kaste håndklædet i ringen. Tour de France-toeren røg agter ud af feltet og resignerede.

Yates kunne ikke følge Evenepoel

På næstsidste stigning - med cirka 45 kilometer til mål - trådte Remco Evenepoel så an. Belgieren fik i første omgang Simon Yates med, men briten måtte opgive at hænge på. Så styrede Evenepoel alene mod mål.

Belgieren ramte foden af den korte, men stejle Murgil-stigning kort før mål med lidt over et minut ned til de nærmeste forfølgere, og så skulle der uheld eller et pludseligt sammenbrud til for Evenepoel, hvis ikke han skulle ende med sejren.

Trodsede modvind

Ingen af delene skete. Evenepoel lagde yderligere afstand til forfølgerne og kunne begynde at glæde sig over sejren et godt stykke før målstregen på opløbsstrækningen i San Sebastian.

- Det var hårdt at komme til San Sebastian, fordi der var modvind, men jeg formåede at holde farten høj, og jeg prøvede at ligge så lavt som muligt med kroppen for så meget aero som muligt. Fantastisk, siger Remco Evenepoel i vinderinterviewet.

Jonas Vingegaard var udset til at skulle køre Clasica San Sebastian, men efter Tour de France-triumfen besluttede danskeren og hans hold, Jumbo-Visma, at droppe den plan.