Helt hold trækker sig fra etapeløb
Alpecin-Deceuninck trækker sig fra Polen Rundt, da fem medlemmer af staben er testet positiv for covid-19.
Coronavirussen har ikke sluppet sit tag i samfundet og herunder cykelsporten.
Pandemien har nu også ramt cykelløbet Polen Rundt og holdet Alpecin-Deceuninck.
Mandag aften meddeler mandskabet, at de har trukket hele holdet fra løbet, hvor der er kørt tre etaper.
- Vi er kede af at kunne meddele, at vi har trukket holdet fra Polen Rundt efter fem covid-19-tilfælde i vores stab på stedet, skriver holdet på Twitter.
- For at tage hensyn til vores ryttere, stab og alle de andre deltagende hold har vi besluttet – efter aftale med UCI (den internationale cykelunion, red.) og den lokale løbskommité – at forlade dette års Rolen Rundt.
Holdet skriver videre, at de har testet rytterne, der alle var negative.
Alpecin-Deceuninck havde David van der Poel, Sjoerd Bax, Tobias Bayer, Senne Leysen, Jakub Mareczko, Stefano Oldani og Fabio van den Bossche med til start i løbet.
Holdets bedste placering var en tiendeplads til Bayer på 1. etape.
De første tre etaper i løbet blev vundet af henholdsvis Olav Kooij fra Jumbo-Visma, Gerben Thijssen fra Wanty - Gobert og Sergio Higuita fra Bora-Hansgrohe.