Cykling

Dideriksen skifter til storsatsende hold

Den tidligere verdensmester Amalie Dideriksen skifter fra årsskiftet til det norske hold Uno-X.

Amalie Dideriksen får ny arbejdsgiver.

Fra 2023 skifter den 26 årige dansker til det norske World Tour-hold Uno-X. Det skriver det norske hold på Twitter.

- At blive en del af et skandinavisk World Tour-hold er en drøm, der går i opfyldelse. Jeg kan ikke vente til at starte i 2023 og til at jagte store resultater, siger Amalie Dideriksen.

På Uno-X-mandskabet bliver Amalie Dideriksen holdkammerat med blandt andre Julie Leth. De to har sammen vundet adskillige medaljer sammen i banecyklingsdisciplinen parløb - heriblandt OL-sølv ved legene i Tokyo.

Amalie Dideriksen har de seneste to sæsoner kørt for Trek-Segafredo. Hun har tidligere i karrieren kørt for det hollandske storhold Boels - Dolmans, der i dag hedder Team SD Worx.

I 2016 fik Amalie Dideriksen sit internationale gennembrud, da hun vandt VM i linjeløb.

Som juniorrytter blev Dideriksen verdensmester i linjeløb to gange.