Dansker skifter til belgisk storhold
Den danske cykelrytter, Casper Pedersen, skal fremover køre for belgiske Quick-Step.
Casper Pedersen skal fra årsskiftet køre for storholdet Quick-Step Alpha Vinyl, som han har underskrevet en toårig kontrakt med.
Holdet ser ham som en mulig afløser for Michael Mørkøv. Det oplyser det belgiske mandskab på sin hjemmeside. Her fremgår det også, at holdet, udover Casper Pedersen, også har hentet Jan Hirt og Tim Merlier.
Den 26-årige dansker kører lige nu for DSM, hvilket han har gjort siden 2019.
Casper Pedersen, der er tidligere banerytter, kørte Tour de France i både 2020 og 2021, men blev vraget af DSM til dette års løb. Danskeren vandt det prestigefyldte endagsløb Paris-Tours i 2020.
Skal lære af Mørkøv
En af Casper Pedersens spidskompetencer som rytter er at agere leadout-rytter, og netop derfor passer han godt ind hos Quick-Step, der er kendt som et hold med verdensklassesprintere.
Danskeren er også udset til at skulle være en mulig afløser for rutinerede Michael Mørkøv, der af mange bliver set som den bedste leadout-rytter i verden.
- Jeg er også imponeret af Casper Pedersens talent. Jeg synes, at han skal tage ved lære at sin landsmand Mørkøv, som han deler mange ligheder med og kan lære meget af, siger holdets chef, Patrick Lefevere.
Michael Mørkøvs kontrakt med det belgiske storhold varer til og med 2023.
Han slutter sig hos Quick-Step, ud over Michael Mørkøv, også til Kasper Asgreen og Mikkel Honoré.