Cykling

37-årige Mørkøv er langtfra færdig

Selvom Michael Mørkøv er blevet en erfaren herre, har han foreløbig ikke nogen plan om at indstille karrieren.

Siden 2009 har Michael Mørkøv været en fast del af World Touren, der er cykelsportens øverste klasse.

Her har han efterhånden prøvet det meste. Fra flere dage i bjergtrøjen i Tour de France til en etapesejr i Vueltaen og ikke mindst tre danske mesterskaber.

Alligevel har den 37-årige Quick-Step-rytter fortsat blod på tanden.

- Som udgangspunkt tænker jeg lige nu, at jeg i hvert fald kører et par sæsoner endnu. Jeg har ikke lagt mig fast på endnu, hvornår jeg har tænkt at indstille karrieren. På nuværende tidspunkt tager jeg den et år ad gangen, siger Mørkøv til TV 2 SPORT.

Afslører drøm

Den stærke leadout-rytter har sideløbende med karrieren på landevejen haft stor succes som banerytter.

Har har han vundet adskillige VM-medaljer og også OL-guld i parløb med Lasse Norman Hansen.

Netop udsigten til mere succes ved OL gør, at Michael Mørkøv har sat sig et mål for fremtiden.

- Jeg har en lille drøm om også at være med til OL i Paris i 2024, fortæller Mørkøv, der tilføjer, at han dermed også vil have tid til at få kørt Casper Pedersen, der skifter til Quick-Step til januar, ind på holdet, så han med tiden kan overtage Mørkøvs rolle som leadout-rytter.

Michael Mørkøvs nuværende kontrakt med det belgiske storhold udløber efter næste sæson.