Cykling

Store profiler skifter hold

Både UAE Emirates og BORA - hansgrohe har forstærket sig med markante ryttere frem mod det nye år.

To store handler i cykelverdenen er blevet bekræftet tirsdag.

Tim Wellens skifter fra Lotto Soudal til UAE Emirates, og Bob Jungels skifter fra AG2R til BORA - hansgrohe.

31-årige Wellens har kørt hele sin karriere hos Lotto Soudal. Derfor er det et stort spring for belgieren, der dog glæder sig til det nye kapitel i 2023.

- Efter ti gode år med mit tidligere hold, besluttede jeg, at det var tid til en ny udfordring, siger Wellens ifølge Cyclingnews og fortsætter:

- Jeg føler, at jeg skifter til et globalt hold hos UAE Emirates med en virkelig professionel struktur og store ambitioner. Jeg er virkelig spændt på at komme i gang, siger han.

"Starten på noget stort"

Glæden over at skulle skifte hold er lige så stor hos Bob Jungels, der også er blevet offentliggjort tirsdag.

Jungels vandt en etape i dette års Tour de France, men nu er det tid til at prøve kræfter med noget nyt.

- Jeg er virkelig spændt på at køre for BORA-hansgrohe fra den kommende sæson. Jeg ser frem til at spille en stor rolle i holdets sejre i den kommende sæson.

- Jeg er sikker på, at jeg fortsat kan udvikle mig, og jeg er villig til at arbejde hårdt for det. Det her føles som om, det er starten på noget stort, siger Jungels på BORAs hjemmeside.

Rytteren fra Luxembourg har kørt for AG2R siden 2021, og han begynder det nye kapitel hos BORA fra det nye år.