Cykling

Vingegaards holdkammerat i træningsstyrt - koster brud på nakken

Jumbo-Visma-rytteren Tiesj Benoot har haft et slemt træningsstyrt, der har resulteret i et brud på nakken.

28-årige Tiesj Benoot kommer ikke til at køre flere cyklelløb i 2022.

Det ligger helt fast, efter belgieren mandag styrtede grimt på en nedkørsel under en træningstur i Livigno.

Ifølge flere belgiske medier, heriblandt Het Laaste Nieuws, har Benoot fået konstateret en række brud, men alle vitale organer er intakte. Derfor er belgieren også uden for livsfare.

I første omgang lød meldingen på, at Benoot var kollideret med en bil, men det er siden blevet betvivlet. Derfor er det også uvist, hvad der har været årsagen til uheldet.

Har fået brud på nakken

Tirsdag formiddag har Benoot selv reageret på den voldsomme hændelse. Det gør han i et opslag på Instagram.

- I går (mandag, red.) var jeg involveret i et styrt i de italienske alper. Jeg er nu på hospitalet, hvor der bliver taget godt hånd om mig, og hvor jeg kan komme mig.

- På trods af alvorligheden af styrtet har undersøgelser vist, at jeg har fået et mindre brud på nakken. Jeg var aldrig i livsfare, og min tilstand er stabil, skriver Benoot blandt andet i opslaget.

Belgieren har haft en forrygende sæson, hvor han blandt andet var med til at sikre Jonas Vingegaard sin Tour-triumf.

Få uger senere blev Benoot nummer tre i den prestigefylde klassiker San Sebastián.

Ifølge Wielerflits skulle den formstærke belgier have afsluttet sæsonen med blandt andet at køre Tyskland Rundt, BEMER Classic og VM.