Cykling

Sprinterkomet slår Philipsen og Cort i Køge

Magnus Cort blev med en fjerdeplads bedste dansker på 1. etape af Danmark Rundt, hvor Olav Kooij var stærkere end storfavoritten Jasper Philipsen.

20-årige Olav Kooij bliver den første til at iklæde sig løbets blå førertrøje i det stærkt besatte Danmark Rundt-felt.

På den 222,6 kilometer lange åbningsetape fra Allerød til Køge var Jumbo-Vismas store sprintertalent nemlig hurtigst i massespurten, hvor han slog den dobbelte Tour de France-etapevinder Jasper Philipsen på stregen.

Olav Kooij, der betragtes som et af de største sprintertalenter i verden, har nu vundet otte etaper i denne sæson.

Bedste dansker blev Magnus Cort på en fjerdeplads, og han missede dermed akkurat bonussekunderne, der ville have varmet i klassementet.

- Det er fint og dejligt at være med fremme. En fjerdeplads er udmærket, siger Magnus Cort til TV 2 SPORT og fortæller, at han også blev lukket inde i finalen.

Top-10, 1. etape

  1. Olav Kooij
  2. Jasper Philipsen
  3. Timothy Dupont
  4. Magnus Cort
  5. Arvid de Kleijn
  6. Jasper Stuyven
  7. Andreas Peron
  8. Ethan Vernon
  9. Luca Colnaghi
  10. Jenno Berckmoes

Stort styrt undervejs

Med omkring 64 kilometer til mål blev etapen skæmmet af et stort styrt, som over halvdelen af feltet blev stoppet bag - blandt andre etapevinderen, Olav Kooij. Værst gik det ud over Elmar Reinders fra Riwal og EF-rytteren Lukasz Wisniowski.

Også med en kilometer til mål var der styrt i den hektiske finale, hvor blandt andre to QuickStep-ryttere var nede.

Onsdag er der en 12,2 kilometer lang enkeltstart i Assens på programmet. Løbet slutter med kongeetapen i Vejle på lørdag.