Forundret Quintana nægter sig skyldig
Den colombianske stjerne er overrasket over onsdagens nyhed fra UCI, og han kender intet til brugen af lægemidlet tramadol.
Nairo Quintana og hans juridiske folk skal en tur forbi Lausanne og Den Internationale Sportsdomstol (CAS).
Den colombianske stjerne har nemlig tænkt sig at anke onsdagens afgørelse fra Den Internationale Cykelunion (UCI), der sletter hans resultater fra årets Tour de France, til CAS.
Det meddeler han i et statement på Twitter.
Her skriver han også, at han ingen kendskab har til lægemidlet tramadol, som han blev testet positiv for 8. og 13. juli under Tour de France.
- I dag modtog jeg med overraskelse nyheden fra UCI om overtrædelse af brugen af tramadol.
- Jeg er fuldstændig uvidende om brugen af stoffet, og jeg nægter at have brugt det i løbet af min karriere.
- Med mit juridiske hold vil jeg forberede mit forsvar på alle tænkelige måder.
Nairo Quintana har ti dage til at anke dommen til CAS.
Klar til Vueltaen
Han melder i samme ombæring sin ankomst til Vuelta a España, der begynder i Utrecht fredag.
Brug af tramadol under løb har været forbudt siden 1. marts 2019. UCI's begrundelse for at forbyde stoffet var, at medicinen er sløvende og derfor kan føre til styrt i feltet. Stoffet er dog ikke på listen over forbudte stoffer i antidopingreglementet.
Nairo Quintana blev nummer seks samlet og nummer to på 11. etape i årets Tour de France.