Quintana får slettet sit Tour-resultat
Den colombianske Arkea Samsic-stjerne kan dog fortsat deltage i løb.
Nairo Quintanas sjetteplads fra dette års Tour de France er streget. Det samme er blandt andet hans andenplads på 11. etape.
Det meddeler Den Internationale Cykelunion (UCI) i en pressemeddelelse onsdag.
Diskvalifikationen af Quintana sker, fordi den colombianske stjerne 8. og 13. juli afleverede tests, der indeholdt det smertelindrende lægemiddel tramadol, som ifølge UCI's reglement er forbudt at anvende under konkurrence.
Brug af tramadol under løb har været forbudt siden 1. marts 2019. UCI's begrundelse for at forbyde stoffet var, at medicinen er sløvende og derfor kan føre til styrt i feltet.
Til start i Vueltaen
Quintana har nu ti dage til at beslutte, om han vil appellere dommen til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).
UCI skriver, at Quintana ikke har forbrudt sig mod antidopingreglementet og således kan fortsætte med at deltage i løb. Quintana er på startlisten til dette års Vuelta a España, der begynder i Holland fredag.
Bliver Nairo Quintana taget i at bruge tramadol under konkurrence endnu en gang, vil han blive udelukket i fem måneder. En eventuel tredje overtrædelse vil udløse en udelukkelse på ni måneder.
Under Tour de France i år blev der indsamlet i alt 120 tørrede blodprøver som en del af tramadol-programmet, oplyser UCI i pressemeddelelsen.