Mads P. forklarer fejlslagen taktik

Udbruddet viste sig at være for stærkt, da Mads Pedersen sammen med sit hold, Trek-Segafredo, missede en gylden mulighed.

Mads Pedersen og Trek-Segafredo havde planen klar. Alt var timet og tilrettelagt.

Først og fremmest skulle de sørge for, at Mads Pedersens største rival i kampen om pointtrøjen, Sam Bennett, skulle distanceres på dagens eneste kategoriserede stigning, og så skulle danskeren selv spurte sig til en etapesejr på 7. etape.

Men planen slog fejl. Udbruddet endte med at holde hjem, og Bennett var aldrig rigtig i problemer. Ærgerligt, men sådan er cykelsport, som Mads Pedersen siger.

- Det var en blanding af, at det var et rigtig godt udbrud, der kom afsted, og at vi ikke kørte stærkt nok på stigningen. Udbruddet havde stadigvæk tre minutter på toppen (af stigningen, red.), så det var minimalt, hvad vi fik lukket.

- Jeg blev ved med at sige i radioen, at de (holdkammeraterne, red.) skulle køre hurtigere, men de kørte med alt, hvad de havde. Jeg tror, det var en blanding af, at vi manglede de sidste procenter, og at Sam var virkelig godt kørende, siger Mads Pedersen til TV 2 SPORT.

Sam Bennett blev ganske vidst distanceret en smule tæt på toppen af stigningen, men der gik ikke lang tid, før han igen havde kontakt med feltet.

"De skulle nok have startet tidligere"

På skift tog holdene med drømme om en massespurt ansvar for at hente udbruddet, men det var først med 24 kilometer til mål, at der blev sat gang i en koordineret jagt.

Det skulle dog vise sig at være for sent.

- Jeg havde ikke så mange (hjælperyttere, red.) tilbage. Der var kun bjergryttere tilbage, og dem er der, med al respekt, ikke så meget fart i, når det går nedad. De gjorde, hvad de kunne, siger Mads Pedersen, der ærgrer sig over, at Trek-mandskabet ikke fik den fornødne hjælp fra de øvrige hold.

- De skulle nok have startet det lidt tidligere, men sådan er cykelløb. Udbruddet kørte også virkelig smart, så hatten af for dem.

Glæder sig over forsøget

Mads Pedersen endte faktisk med at tabe en smule i pointkonkurrencen, da Sam Bennett kom i mål som nummer seks, mens danskeren selv måtte stille sig tilfreds med en niendeplads.

Alligevel fortryder den tidligere verdensmester ikke, at de håndterede etapen, som de gjorde.

- Jeg er glad for, at vi prøvede. Det giver en god holdmoral.

Top 3 i pointkonkurrencen

Top 3 i pointkonkurrencen
RankRytterHoldpoints
1Trek - Segafredo409
2Bahrain Victorious186
3Movistar Team138
Se hele klassementet