Cykling

Mads P. melder fra til VM

Ligesom Tour-vinder Jonas Vingegaard takker Mads Pedersen nej til VM i cykling i Australien.

Når landstræner Anders Lund mandag udtager de sidste fire ryttere til det danske landevejshold til VM i cykling, er formstærke Mads Pedersens navn ikke på listen.

Den tidligere verdensmester har ligesom Tour de France-vinder Jonas Vingegaard takket nej til at køre VM i år.

Det siger han til Cycling Weekly og begrunder beslutningen med, at han har haft et travlt program og har brug for at slappe af efter Vuelta a España.

- Efter Vueltaen har jeg haft 85 løbsdage, og jeg har også en kone og et liv derhjemme.

- Det er mange rejsedage, og på et tidspunkt når man grænsen. Den er jeg allerede tæt på nu. At tage direkte til Australien er ikke ideelt, og jeg foretrækker at tage hjem i stedet, siger Mads Pedersen til Cycling Weekly.

Flere profiler mangler

For halvanden uge siden meddelte Danmarks Cykle Union, at Jonas Vingegaard ikke står til rådighed for landsholdet, fordi han fokuserer på andre opgaver for sin arbejdsgiver, Jumbo-Visma.

VM-løbet bliver kørt 25. september i Wollongong i Australien.

Ud over Pedersen og Vingegaard må landstræneren se bort fra Kasper Asgreen og Michael Valgren, der på grund af skader har afsluttet sæsonen.

Det danske hold kommer til at bestå af otte ryttere, hvoraf de fire allerede er udtaget.

Det drejer sig om Søren Kragh Andersen, Magnus Cort, Jakob Fuglsang og Mattias Skjelmose.