Cykling

Endnu en stjerne misser VM

Tom Pidcock kørte VM i mountainbike i august, og det har spillet en stor rolle i afbuddet til VM i landevejscykling.

- Jeg har trukket mig.

Sådan lyder meldingen fra Ineos Grenadiers-rytteren Tom Pidcock efter afslutningen på første etape af Tour of Britain.

Meldingen betyder, at han ikke kommer med til verdensmesterskaberne i landevejsløb, der bliver kørt i Australien i slutningen af september. Pidcock skulle have kørt for Storbritannien ved linjeløbet.

VM i mountainbike har sat sit præg

Pidcock kørte for nylig VM i mountainbike, og med en fjerdeplads blev det ikke til den succes, han havde håbet på. Nedturen har sat sig i ham.

- Jeg havde en svær uge, ærlig talt, fortæller Pidcock til Cyclingnews.

- Hvis jeg vil jagte VM på landevej, er jeg nødt til at være 100 procent klar. Jeg drømte om at vinde VM i mountainbike, så da det ikke skete, var jeg lidt fortabt. At tage til VM i landevejscykling oven på det, og forsøge at vinde, ville have været enormt svært.

Pidcock kører i øjeblikket Tour of Britain, hvor han er blandt favoritterne. Tidligere på året fik han debut i Tour de France, og her vandt han en af løbets store etaper, der sluttede på Alpe D'Huez.

Flere profiler kommer ikke til VM

Store navne vil mangle ved de kommende verdensmesterskaber.

Mens danske Jonas Vingegaard og Mads Pedersen begge har meldt fra, så er den australske sprinterprofil Caleb Ewan ikke udtaget til VM.

På cyklingens World Tour kæmper adskillige hold om at undgå nedrykning, og ifølge Cyclingnews vil flere store ryttere blive hjemme og køre løb for deres hold, så de kan skrabe point sammen mod slutningen af sæsonen i stedet for at køre VM - her er ryttere som Alejandro Valverde, Mikel Landa og Diego Ulissi nævnt.

I slutningen af august blev det danske VM-hold for både mændene og kvinderne udtaget. Læs mere her.

VM i Australien bliver kørt fra 18. til 25. september og kan følges på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.