Blev hentet på stregen - men glæder sig over dette billede
Robert Gesink var tæt på at tage en etapesejr i Vuelta a España, men blev hentet tæt på målstregen af klassementets store ryttere.
Du kan se Vuelta a Espana på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.
Man håbede næsten på, at han ville få fuld betaling for det hårde arbejde, han havde leveret i udbruddet hele dagen.
Men desværre for Robert Gesink blev han hentet 200 meter fra målstregen, da Remco Evenepoel og Enric Mas kom stormende bag ham, og den 36-årige hollænder måtte tage til takke med en tredjeplads.
Selvom han havde drømt om sejren, var der dog flere små ting, han kunne smile over efter etapen.
- Jeg var glad for at være i udbruddet, og jeg var glad indtil de sidste 200 meter. Men jeg var ikke så glad efter det. Det var en hård dag, men vi viste, at vi havde benene til at gøre noget stort. Desværre var det en god dag, indtil de sidste 200 meter, siger Gesink efter etapen til flere medier heriblandt TV 2 SPORT.
- Jeg så mig faktisk ikke over skulderen, indtil jeg til sidst så mig tilbage og så et forhjul, og jeg vidste, at det ville blive svært. Men jeg kom med på vinderbilledet, så det var da godt.
Er ikke den gladeste mand i verden
Gesink forklarer, at det har krævet noget mentalt arbejde på holdet at revanchere sig over skuffelsen efter Primoz Roglics exit. Det har nemlig krævet noget af en omstilling.
- Jeg var glad for, at vi kunne komme tilbage, da vi alle kom med for at vinde med Primoz, siger Gesink.
Robert Gesink har tidligere leveret store resultater i bjergene. Men det er flere år tilbage, da han har ændret sin tilgang og ryttertype, og nu er helt i hjælperytterens rolle.
Han er dog tilfreds med, at der stadig er noget af den gamle Gesink tilbage i ham.
- Det er ikke let at skifte tilbage, men jeg er glad for, at jeg i stand til at køre for mig selv. Det var rart at køre om sejren igen, men jeg er nok ikke den gladeste mand i verden lige nu, siger han efter etapen.
Robert Gesink har senest vundet en etape i Vuelta a España i 2016, hvor han vandt på Aubisque.