Nedrykningstrussel fĂĄr stjerne til at tage modvillig beslutning
Flere af cykelsportens mest velkendte hold er i akut fare for at rykke ud af World Touren.
Vuelta a España er gået ind i den sidste og afgørende uge, og løbets nummer to, Enric Mas, ville gerne sætte sit klassement på spil i et ”alt eller intet”-angreb på den røde trøje.
Men som konsekvens af Den Internationale Cykelunion UCI’s nye pointsystem tør han og hans hold, Movistar, ikke risikere podiepladsen. De frygter, at de ved sæsonens udgang ikke har scoret tilstrækkeligt med point til at bevare deres plads i cykelsportens øverste liga:
- Jeg er bevidst om problemstillingen med UCI-point, og jo højere jeg ender (i klassementet red.), jo flere point får vi. Vi kan ikke begå selvmord for klassementet eller risikere at miste de point, sagde Mas forleden til Cyclingnews.
Pointsystemet kan beskrives som en fodbold-inspireret op- og nedrykningsmodel, hvor det kun er de 18 hold, der har scoret flest point på UCI's rangliste i løbet af de tre seneste sæsoner, der vil blive tilbudt en plads i cykelsportens Champions League, WorldTouren.
Movistar befinder sig i den nederste del af ranglisten og er således et af de hold, som i år har set sig tvunget til at ændre sæsonplanlægning og løbstaktik for i kampen for de eftertragtede point.
Pointsystemet
Pointsystemet blev annonceret i oktober 2018 og trådte i kraft 1. januar 2020. Alle cykelløb på UCI’s kalender er blevet tilskrevet point, og når cykelsæsonen 2022 er slut, rangeres alle hold efter, hvor mange point de har akkumuleret over de seneste tre sæsoner.
De 18 hold, der har scoret flest point med deres respektive 10 bedste ryttere, vil have opfyldt de sportslige kriterier til at opnå WorldTour-status. Kriterierne indbefatter desuden en vurdering af holdenes etiske profil og deres økonomiske solvens.
WorldTour-licenserne vil gælde tre sæsoner frem, indtil point-tabellen igen gøres op, og licenser uddeles på ny.
Situationen lige nu
Situationen er i skrivende stund den, at to nuværende WorldTour-hold, Lotto-Soudal og Israel-Premier Tech, står til ikke at få fornyet deres licens med udgangen af sæsonen.
De er dog i tæt konkurrence med EF Education-Easypost, Cofidis, Team Bike Exchange-Jayco og Movistar.
Da Arkéa-Samsic og Alpecin-Fenix har ytret ønske om at skifte deres Pro Team-status ud med en WorldTour-licens, er der altså mindst 20 hold, der kæmper om 18 licenser, og begge disse Pro Teams har lige nu scoret flere point end mange af WorldTour-holdene.
Hvor vigtig er WorldTour?
Hvis man mister sin plads på WorldTouren, har man ikke længere automatisk adgang til cykelkalenderens største løb. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at man ikke kommer til at køre Tour de France.
For foruden ovenstående regel om op- og nedrykning til WorldTouren er der nye regler for den næsthøjeste liga – de såkaldte Pro Teams.
Fra næste år gælder det, at de to bedst rangerede Pro Teams hver sæson automatisk vil blive inviteret til de tre Grand Tours, mens de tre bedst rangerede vil få wild cards til sæsonens største endagsløb.
Hvis man ikke er WorldTour, betyder det dog, at man som hold kan forvente at sige farvel til mange af sine bedste ryttere. Desuden spiller Tour de France en helt central rolle for mange sponsorer, og hvis ikke man kan garantere dem eksponering i verdens største cykelløb, forsvinder interessen ofte, og holdets eksistens vil være i fare.
Systemkritik
Pointsystemet har ikke blot mødt kritik for at bringe økonomisk ustabilitet.
Mange mener, at fordelingen af point ikke stemmer overens med løbenes sværhedsgrad og den prestige, man traditionelt tilskriver dem.
Eksempelvis giver en 6.-plads i det relativt ukendte endagsløb Trofeo Calvia 40 point, mens en 6.-plads på en Tour de France-etape ikke giver nogen point. En sejr i Grandprix Marseillaise giver 125 point – 5 flere end en etapesejr i Touren. Og hvor en sejr traditionelt har været det altoverskyggende mål i et cykelløb, kan der nu være pointmæssig ræson i i stedet at forsøge at få 3 mand i top-10.
Aktuelt under Vueltaen vælger EF Education-Easypost at jagte topplaceringer med både Hugh Carthy, Rigoberto Urán og Esteban Chaves i stedet for at bygge holdet op omkring den bedste af dem. Til CyclingWeekly udtaler holdets rytter, James Shaw:
- Vi sigter mod at få så mange ryttere så højt op (i klassementet, red.) som muligt, fordi fra et pointmæssigt synspunkt er det bedre at have Hugh, Esteban og Rigo i top-12, end at én af dem kommer på podiet.
Shaw tilføjer sin mening om det system, der har fået dem til at omprioritere:
- Det er noget lort, for sport burde ikke være sådan, vel? Alle burde konkurrere om førstepladsen, men fordi pointsystemet fungerer sådan, har vi et andet fokus.
Movistars chef, Eusebio Unzué, har kaldt situationen ”vanvittig” og ”meningsløs”, men det er ikke kun dem, der er i fare for nedrykning, der udtrykker deres utilfredshed.
Team INEOSs britiske Giro d’Italia-vinder Tao Geoghegan Hart har lagt fokus på, hvordan Corona-tilfælde let kan betyde nedrykning for et hold, og appellerede i et tweet til solidaritet mellem alle ryttere og hold mod et unfair system. Hart slettede sit tweet igen grundet mange negative kommentarer.
UCI evaluerer løbende
Selvom pointsystemet har til formål blot at honorere de hold, der klarer sig bedst, så har det altså vist sig at have en stor indvirkning på, hvordan løbene bliver kørt og på, hvilke løb der prioriteres.
I stedet for at sende sine bedste ryttere til Tour de France valgte eksempelvis Israel Premier Tech at lade deres klassiker-es Sepp Vanmarke høste point i mindre belgiske løb sommeren over. Og spanske Movistar har nægtet Alejandro Valverde at køre VM for landsholdet i hans karriereafsluttende sæson, da holdet har brug for alle de point, han kan nå at skaffe, inden han stiller cyklen.
TV 2 SPORT har over for UCI pointeret denne indvirken, pointsystemet har på cykelløbene, og vi har spurgt til, om vi kan forvente ændringer i systemet i den nærmeste fremtid.
I et skriftligt svar til kommer UCI ikke nærmere, hvilke problemstillinger de har til hensigt at adressere, men siger, at de ”kontinuerligt diskuterer og reviderer elementer (...) af pointsystemet”.
Quintanas knibe
Nairo Quintana har for nyligt bragt sit hold, Arkéa-Samsic, i centrum for pointdebatten. Under årets Tour de France leverede colombianeren to blodprøver, der viste spor af Tramadol – et stærkt smertestillende præparat, som ikke er på dopinglisten, men som UCI valgte at forbyde i 2019.
Quintanas sag har diskvalificeret ham fra den samlede 6.-plads i Touren, og de tilhørende UCI-point er taget fra hans hold. Derfor risikerer det franske mandskab lige nu nedrykning, selvom hans appel-sag endnu ikke er afsluttet ved den internationale sportsdomstol.
Et andet spørgsmål er, om Arkéa-Samsic kan bestå de etiske kriterier for WorldTour-status med en sådan sag på samvittigheden.
Vi spurgte UCI herom, men de ønsker ikke at gå i detaljer om sagen. Til TV 2 SPORT giver de dog udtryk for, at en sådan sag har betydning for tildeling af WorldTour-licenser:
- Enhver krænkelse af UCI's regulativer, overtrædelse af UCI’s medicinske regler, vil blive rapporteret til Licens-komitéen til deres vurdering af UCI WorldTour-ansøgninger.
Carapaz i knibe
En anden problemstilling vedrører de ryttere, der som Richard Carapaz har tegnet kontrakt med et nedrykningstruet hold – i hans tilfælde EF Education-Easypost.
Forestil dig, at Carapaz sidder i finalen på en etape i Vuelta a España, på vej til mål med en rytter fra sit kommende hold. På den korte bane ville det være bedst for hans karriere at lade sin modstander køre først over stregen.
Scenariet virker både skørt og i strid med sportens ethos, hvilket UCI selv bekræfter overfor TV 2 SPORT:
- Ethvert forsøg på at manipulere med resultatet af en konkurrence er klart forbudt ifølge UCI's regulativer.
Alligevel udgør det dog en af utallige mulige problemstillinger, ryttere og hold er står over for med UCI's eget pointsystem.