Vuelta a España

Mads P. tror på hattrick - men det afhænger af én anden rytter

Pascal Ackermann bliver afgørende for danske Mads Pedersens mulighed for at sikre sig endnu en Vuelta-etapesejr.

Mads Pedersen er kongen af massespurter i årets Vuelta a España.

Så er spørgsmålet bare, om dagens drilske 19. etape nu også ender i en spurt?

Svaret ligger i hænderne på særligt én mand: Pascal Ackermann.

Han skal se mening i at sætte sit UAE-hold frem for at trække, selvom der venter flere stigninger, som normalt ikke taler til fordel for den halvtunge tysker.

- Men Ackermann har jo kørt virkelig godt op ad, så tror de også på en spurt og vil kontrollere fra start, så kan det lade sig gøre, vurderer Mads Pedersen, der dermed har arbejdsfordelingen klar til fredagens etape.

- Så kan vi kontrollere på stigningerne, og så er der 30 kilometer til mål fra toppen af den sidste stigning.

Stigningen, som Mads Pedersen referer til, er 9 kilometer lang og skal tilbagelægges to gange, da 19. etape køres på en rundstrækning.

Du kan se Vuelta a España på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Kun styrt kan koste pointtrøje

Mads Pedersen skal ikke bekymre sig om konkurrenterne i kampen om den grønne trøje.

På torsdagens etape sikrede han sig som den første dansker nogensinde pointtrøjen i en Grand Tour.

- Det er perfekt, at den er sikret uden at lave noget som helst, jublede Mads Pedersen.

- Det er kun, hvis jeg udgår, at jeg ikke har den i Madrid, så nu kan jeg fokusere på de to etaper, hvor der stadig er en chance. Og så skal jeg lade være med at styrte, lød det.

Trek-danskeren var faktisk om ikke involveret, så i hvert fald nærmeste øjenvidne til et styrt på 18. etape.

Han slap dog med skrækken.

- Jeg nåede ikke helt at styrte, så jeg har ikke en skramme. Jeg var involveret i det, men jeg kørte op ad barrieren og sad nærmest på den.

- Der var mange, der kom slemt til skade, men jeg slap uden om. Så for mig var det ret heldigt, sagde Mads Pedersen, der dermed melder klar til at gå på etapejagt.

Bookmakerne har danskeren som storfavorit på 19. etape. Eksempelvis giver Mads Pedersen kun 5,50 pengene igen hos Danske Spil.