Vuelta a España

Mads P. undskylder kritik af holdkammerater: - Jeg trækker det fuldstændig tilbage

Mads Pedersen var fuld af roser til sine holdkammerater efter sejren på 19. etape. Holdkammerat kalder danskeren "Vueltaens stærkeste rytter".

Bernard, Cataldo, Elissonde, Hoole, Kirsch, López og Tiberi.

Det er ikke just navne, en sprinter ville vælge først, når han skulle sammensætte sit hold.

Danske Mads Pedersen har da heller ikke lagt skjul på, at han har savnet lidt fladbanefart hos sine hjælperyttere.

Men Pedersens pibe har fået en lidt anden lyd, efter han fredag fuldendte sit etapesejrshattrick i Vueltaen.

- Jeg trækker det fuldstændig tilbage, siger han i sejrsinterviewet til TV 2 SPORT.

- Altså, der var selvfølgelig nogle etaper, hvor vi gerne havde set det lidt anderledes, men så leverer de på en dag som i dag. Så alt, jeg har sagt, der måske var lidt hårdt og kritisk til holdet, trækker jeg fuldstændig tilbage og undskylder.

Han kan gøre alt, hvad han vil. Han er Vueltaens stærkeste rytter og helt utrolig

Antonio Tiberi (Trek-Segafredo) om Mads Pedersen

Hjælp fra feltets mindste og tyndeste lead out-mand

Med Mads Pedersens som storfavorit tog Trek-holdet selv ansvar for at holde udbruddet i kort snor på Vueltaens 19. etape.

- Holdet kørte bare sindssygt stærkt i dag. Alle gik bare dybere og dybere for at lukke udbruddet, lyder det fra den danske kaptajn, der kunne se udbruddet blive hentet på vej op til toppen af sidste stigning.

Herfra fik Mads P. på nedkørslen god hjælp fra franske Kenny Elissonde, som han kalder "feltets mindste mand".

Og da australske Miles Scotson angreb på opløbstrækningen, trak "tynde" Antonio Tiberi ham ind igen og afleverede sin sprinter helt perfekt.

Dermed er vi tilbage ved den danske undskyldning til holdkammeraterne efter etapen.

- I dag viser de bare, at de er det bedste hold, der er i feltet, lyder det fra Mads Pedersen.

- Han er Vueltaens stærkeste rytter

Også danskerens holdkammerater var glade for, hvad de fik bevist i dag.

Efter etapen talte TV 2 SPORT med Antonio Tiberi, som var meget lettet over sin præstation - og som samtidig tog hatten af for sin danske kaptajn.

- Det var første gang, jeg kørte et lead-out. Det var en perfekt dag i dag. Vi kørte oppe foran hele dagen og kontrollerede løbet.

- Mads havde stor tiltro til sine ben - han er i den perfekte form, og vi udførte det perfekte arbejde. Så vi er i det bedste humør, sagde Antonio Tiberi.

Ligesom Mads Pedersen lovpriste sine holdkammerater, gjorde Antonio Tiberi det samme den anden vej.

- Han (Mads Pedersen, red.) er utrolig. Han kan gøre alt, hvad han vil. Han er Vueltaens stærkeste rytter og helt utrolig, lød det fra italieneren.

Trek-Segafredo kan glæde sig over tre etapesejre til Mads Pedersen indtil videre. Den fjerde kan komme i Madrid på søndag.