Suveræn Mads P. roser konkurrent: - Det var ikke bare to fingre i næsen
Selvom det så overlegent ud, så følte danskeren sig presset i spurten på 19. etape.
Man kunne fristes til at kalde Mads Pedersen for uovervindelig, efter han på Vueltaens 19. etape fuldendte sit hattrick.
Men den grønklædte sprinterkonge fik sin sag for, da britiske Fred Wright forsøgte at frarøve danskeren den tredje etapesejr i årets løb.
- Fred kørte en rigtig god spurt. Det var ikke bare to fingre i næsen i dag - og så at slå ham. Der skulle trædes til, understreger Mads Pedersen.
På tv-billederne så det Mads P.-anførte Trek-mandskab ellers ud til at have alt under kontrol fra start til slut.
Og Pedersen vandt da også med en lille cykellængde. Alligevel afviser danskeren, at han føler sig uovervindelig.
- Det gør jeg ikke, for det skal man aldrig - selv ikke i sådan en finale, og jeg skulle også grave dybt i dag. Alt kan ske i en finale - jeg kan placere mig dumt, eller nogle andre kan lave en fejl. Så man må for guds skyld aldrig føle sig uovervindelig og sikker på, at man har vundet.
Australske Miles Scotson forsøgte sig med et angreb på opløbsstrækningen, men det var altså Fred Wright, der var tættest på at frarøve Mads Pedersen etapesejren.
På målstregen måtte briten dog indse, at han manglede et par meter.
Etapesejren var Mads Pedersens tredje i årets Vuelta og den fjerde i en Grand Tour i år.
Han tog sin første Tour-etapesejr på 13. etape til Saint-Étienne i juli.