Vuelta a España

- Den største dag i mit liv, siger Evenepoel

Remco Evenepoel viste sig igen som stærkeste mand i bjergene.

Kun styrt eller andre uheld kan forhindre Remco Evenepoel i at lade sig hylde som vinder af Vuelta a España i Madrid søndag.

Den 22-årige belgier var tydeligt rørt, da han krydsede stregen på Vueltaens sidste bjergetape og sejren var en realitet.

- Det er den største dag i mit liv. Missionen lykkedes. Jeg har en underlig fornemmelse i kroppen, sagde Remco Evenepoel til TV 2 SPORT.

- Alle de negative kommentarer, jeg har fået gennem det seneste år, er ligegyldige nu. Jeg har bevist, hvad jeg kan. Det er vildt.

- Jeg tænkte ikke en gang på etapen, jeg ville vinde samlet. Jeg skulle følge med og kontrollere løbet. Det var hårdt, men holdet klarede det.

For holdejer og fædreland

Når Evenepoels Vuelta-sejr bliver en kendsgerning, er han den første belgiske Grand Tour-vinder i 44 år, siden Johan de Muynck vandt Giro d'Italia i 1978.

- Det er kæmpestort for mit land, Belgien. For min familie og mine venner. Der skal lyde en stor tak til dem.

- Det betyder enormt meget for mig at vinde en Grand Tour under Patrick Lefevere (Quick-steps holdejer, Red.)

Vueltaen afsluttes søndag i Madrid, hvor danske Mads Pedersen har gode muligheder for at tage sin fjerde etapesejr i den spanske rundtur