Vuelta a España

Mads Pedersen slutter Vueltaen med topresultat

Mads Pedersen blev nummer to for fjerde gang i dette års Vuelta a Espana.

Mads Pedersen var tæt på, men det sidste manglede.

Den danske stjerne blev slået på målstregen af Juan Molano på Vueltaens 21. og sidste etape, der sluttede i Madrid.

Top 3 på 21. etape

Top 3 på 21. etape
RankLandRytterHoldTids
1COLSebastián MolanoUAE Team Emirates2:26:36
2DENMads PedersenTrek - Segafredo+0
3GERPascal AckermannUAE Team Emirates+0
Se hele etaperesultatet

Remco Evenepoel slutter Vueltaen som vinder, mens Mads Pedersen ved siden af de flotte etapesejre også har sikret sig den grønne pointtrøje.

Julius Johansen spillede en fremtrædende rolle på afslutningsetapen i Vueltaen, da han sad i udbrud i mere end 40 kilometer sammen med australieren Lucas Plapp. De to blev først hentet med under en kilometer til mål.

Herefter blev der lagt an til massespurt, hvor Mads Pedersen var tæt på at snuppe sejren, men Molano var lige en my hurtigere på målstregen.

De 100 kilometer fra Las Rozas til Madrid blev indledt med den traditionelle paradekørsel.

Indehaverne af trøjerne fik lov til at vise sig frem for kameraerne og tilskuerne, og Remco Evenepoel fik kørt arm i arm med sine Quick-Step-hjælpere.

Der blev hyggesnakket i feltet, mens rytterne i adstadigt tempo nærmede sig den spanske hovedstad.

Legende blev hyldet

Med omkring 56 kilometer tilbage af etapen var rytterne nået ind i Madrid, og så fik Spaniens abdicerende cykelkonge lov til at tage en sidste afsked på den store scene foran hjemmepublikum.

Alejandro Valverde kørte væk fra feltet og kunne tage hul på de ni omgange på rundstrækningen i hovedstaden i ensom majestæt og modtage folkets hyldest. En smuk gestus til den spanske veteran, der stopper karrieren efter denne sæson.

42-årige Valverde får en sand heltemodtagelse! Alejandro Valverde indstiller karrieren efter denne sæson, og undervejs på den sidste etape i sin sidste Grand Tour på hjemmebane fik spanieren en stor hyldest fra de fremmødte. Video: TV 2 Sport

Ti kilometer senere kørte danske Julius Johansen i udbrud og fik australieren Lucas Plapp med. De samarbejdede glimrende, men interesserne for en massespurt nede i feltet var alt for stor.

Johansen og Plapp lå alene i front længe, men feltet holdt dem i kort snor. På intet tidspunkt nåede forspringet op på et halvt minut.

Med en lille kilometer til mål opslugte feltet de to lykkeriddere, og så var det sprinternes tur til at duellere.