Cykling

Evenepoel angrebet – aggressive fugle skaber frygt ved VM

Det er sæson for aggressive skader i området omkring Wollongong, og det har en af VM-stjernerne mærket.

Cykelhjelmen kan tjene et sekundært formål ved de forestående verdensmesterskaber i landevejscykling.

For angribende skader truer på denne tid af året i området omkring australske Wollongong, hvor VM bliver afholdt. Det har haft konsekvenser for dette års Vuelta a España-vinder, Remco Evenepoel.

- En ret stor fugl kom meget tæt på, og den blev bare ved med at følge mig, siger Evenepoel fredag ifølge Cyclingnews.

Den unge belgier er blandt favoritterne på søndagens enkeltstart, men oplevelsen fra den seneste træningstur har sat sig i ham.

- Det var skræmmende. Jeg håber, det er den eneste gang, det sker, men jeg er bange for det.

Angrebene fra den australske skade kommer i ynglesæsonen, der typisk er i september. Her søger fuglene at beskytte deres unger, og det kan særligt gå ud over folk i bevægelse - heriblandt cyklister og fodgængere.

Fuglene basker og bruger deres fødder til at ramme objekter, og derfor kan cykelhjelmen være ekstra god at have på netop ved disse verdensmesterskaber.

Svært at finde løsningen

Også tempospecialisten Stefan Küng kender til problemet.

- En af holdkammeraterne er allerede blevet angrebet af en skade, siger den store schweizer, der ligeledes er blandt favoritterne søndag.

Selv har Küng hørt om en løsning, der dog skaber en anden problematik.

- Nogle gutter har sagt, at man er nødt til at montere en antenne på hjelmen for at skræmme dem væk, men det er ikke så godt for aerodynamikken.

Cyclingnews tilføjer, at reflekterende paneler på hjelmen er blandt de mulige løsninger om nødvendigt.

VM i landevejscykling bliver afholdt fra 18. til 25. september og kan følges på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.