Reglerne blev ændret, og så blev en dansker verdensmester
Henry Hansen blev den første danske verdensmester på landevejene, da reglerne blev ændret og gav ham en stor fordel på hjemmebanen.
91 år.
Det er længe siden – og mere end en verden til forskel. Nærmest en hel galakse. Siden den første danske cykelverdensmester blev båret på skuldrene af begejstrede landsmænd efter triumfen ved Damhuskroen.
Henry Hansen hed han. Det kan næsten ikke blive mere almindeligt og anonymt. På den måde falder den første danske verdensmester fint i tråd med den seneste. Mads. Mads Pedersen.
Men på cyklen har begge skilt sig ud fra flokken. Trådt ud af dåbsattestens anonymitet. Triumferet og båret det i cykelkredse næsten hellige symbol. Den hvide trøje med regnbuestriberne. På den måde går der en lige linje fra Damhuskroen i 1931 til spabyen Harrogate i det nordlige Yorkshire i 2019.
Og alligevel skiller de to præstationer sig ud fra hinanden. For mens den seneste blev sikret i den direkte duel på de sidste meter, hvor det handler om at spille sin kort perfekt, er historien en helt anden omkring den første danske verdensmester. Her fik Henry Hansen alle trumferne på hånden før start.
- Hvor er det sindssygt
Mads Pedersen leder trioen ind på opløbet på den regnvåde asfalt i Harrogate.
Danskeren i den røde dragt med de karakteristiske hvide ringe om overkroppen. Italieneren Matteo Trentin og schweizeren Stefan Küng er der også.
Det er blevet et taktisk spil. Et waiting game, som briterne ville sige.
Det er de tre ryttere, der afgør verdensmesterskabet imellem sig. Kun de tre i den afgørende kamp om den ikoniske trøje med regnbuens farver.
De er på vagt. Alle sanser er i brug, mens de lukker den jublende folkemasse ude. Og alt imens kommer målstregen tættere og tættere på.
Bare 200 meter før den hvide streg på den våde asfalt under den sorte port åbner italieneren for spurten. Det er ikke overraskende. Og det er langtfra eksplosivt nok til at få den 23-årige Mads Pedersen til at vakle eller tabe den dirigentstok, han helt tydeligt er i besiddelse af. Det er Mads Pedersen, der dikterer den afslutning,
Küng er bare en passager på et tog, der snart har en dansker i førersædet. Mads Pedersen rejser sig og går med Trentin. Problemløst.
Med 50 meter tilbage er der ingen tvivl. Mads Pedersen kan sætte sig tilbage i sadlen og hæve begge arme mod den grå og triste britiske himmel i et sportsligt lysglimt. Danskeren er verdensmester 2019.
En præstation, der får eksperten Rolf Sørensen til at kæmpe med følelserne i kommenteringen, mens han halvt prustende, halvt snøftende udbryder:
- Hvor er det sindssygt. Mads for helvede.
Den nykårede verdensmester kaster sig af cyklen. Overvældet.
Og hele cykelverdenen ser med.
Den danske tempomaskine
Der var ikke samme opmærksomhed dengang i 1931. Heller ikke selvom Henry Hansen havde evner, der burde få folk til at spærre øjnene op.
Måske det var derfor, at Hansen selv efter endt karriere havde en hang til store amerikanerbiler og store cigarer. Og armbevægelserne fulgte i kølvandet og kunne godt blive for meget for omgivelserne.
Men dengang, da han endnu ikke var formand for cykelunionen, cykelhandler ved Nørreport eller cykelfabrikant af sit eget mærke Olympic, kunne han træde en cykel som ingen anden. Især i sit eget selskab.
Et tempofænomen så stort, at man gav ham en voldsom fordel, da der i 1931 var VM på hjemmebane i København. Og Henry Hansen svigtede ikke.
Ved OL i Amsterdam i 1928 havde Henry Hansen nemlig bevist, at han kunne noget ganske særligt, når cykling blev afgjort som ene mand i en kamp mod uret.
Det var sådan, IOC havde valgt at afvikle cykelkonkurrencerne dengang. En lang enkeltstart. Først i 1936 ved OL i Berlin blev landevejscyklingen afgjort ved en samlet start.
I Amsterdam i 1928 var det voldsomme 168 kilometer, der ventede de 75 deltagere fra 21 nationer. For de fleste en næsten uoverkommeligt mundfuld. For en tempokonge som Henry Hansen var det tæt på det optimale.
Og danskeren satte i den grad konkurrenterne til vægs. 7 minutter og 48 sekunder var han foran sølvvinderen, briten Frank Southall.
En magtdemonstration så voldsom, at det føg med beskyldninger om snyd mod den danske guldvinder. De ellers uovervindelige italienere var langt fremme i skoene med deres udfald mod den danske vinder, godt bakket op af briterne.
Det kunne simpelthen ikke passe, at en dansker kunne dominere så voldsomt. Ikke uden en genvej. Ikke uden snyd.
Men løbets officials og kontrollanter kom tilbage fra deres poster og kunne meddele, at den 26-årige dansker havde været forbi dem alle. Ingen tegn på fusk og humbug. Bare sportslig overlegenhed.
I stedet måtte alle bukke sig for Henry Hansens evner ud i disciplinen enkeltstart.
Regelændring med dansk fordel
Men det var umiddelbart ikke en fordel forud for VM på hjemmebane i 1931. For modsat OL blev kampen om den regnbuefarvede trøje afgjort, som vi kender det – med en samlet start.
Det var anden gang, at Danmark var vært. Første gang var i 1921, hvor danskeren Willum Nielsen vandt sølv efter svenskeren Gustav Sköld. Og nu kunne det jo være fint, hvis man kunne udnytte at have en tempomaskine som landet ypperste cykelrytter, når verdens bedste igen skulle kåres på hjemlige landeveje.
Og hvad gør man så?
Jo, man ser på de seneste resultatlister, hvor Italien og Belgien havde domineret verdensmesterskaberne hidtil, og så rækker man ud til andre landes nationale cykelorganisationer og sætter en afstemning op. Og vupti, så er der tale om et verdensmesterskab, der skal afgøres på en enkeltstart og ikke et klassisk linjeløb. I håb om at bryde dominansen fra the usual suspects.
Afgørelsen om det temmelig kontroversielle skift fra linjeløb til enkeltstart skulle også findes i det daværende regelsæt. Her hed det, at VM var et individuelt løb, og der derfor ikke måtte være nogen form for samarbejde mellem nationernes ryttere.
Den klare opfattelse var dog, at især italienerne havde svært ved at spille efter lige præcis de paragraffer. Derfor var det især støvlelandets ryttere, der var sigte på, da beslutningen blev truffet. Og ikke underligt var det især italienerne, der reagerede kraftigt på beslutningen.
VM i 1931 blev en enkeltstart – med klar dansk fordel hos amatørerne.
Det var 26. august 1931 fra Damhuskroen, at rytterne blev sendt ud på de 172 kilometer. Alene. I direkte duel med uret.
Og ingen kunne matche Henry Hansen. Ingen. Selv ikke vinderen hos de professionelle. Italieneren Learco Guerra, der blev kaldt 'det menneskelige lokomotiv'. Italieneren var 4 minutter og 37 sekunder foran sølvvinderen fra Frankrig Ferdinand Le Drogo i duellen om VM-titlen.
4 timer. 53 minutter. 43 sekunder. Det tog det lokomotivet at hamre de 172 kilometer fra Damhuskroen i det flade terræn mod Ringsted og tilbage igen.
Hurtigere end italiensk lokomotiv
Men det var ikke en tid, der kunne matche danske Henry Hansen, der var ligeglad med smarte kaldenavne og italienske lokomotiver og professionelle meritter. Henry fra Glostrup, der havde fået en del af sin cykelopdragelse på svenske grusveje, kværnede al modstand til side og hev en sikker sejr i land.
2 minutter og 50 sekunder var den danske amatør hurtigere end den professionelle verdensmester, da han kom i mål.
En magtdemonstration.
Men måske det også var en demonstration af endnu en fordel til danskeren på de hjemlige veje.
Der var nemlig ikke tilladelse til at lukke de 172 kilometer af fra øvrig trafik, og derfor var der et kaos omkring danskeren, hvor biler og motorcykler fulgte ham tæt undervejs i jagten på triumfen. Og – mente kritiske røster – også så tæt, at de skærmede ham for vind og pacede ham mod en sluttid, der var mere end seks minutter hurtigere end den italienske sølvvinder Giuseppe Olmo.
Kritikken blev dog ikke omsat til officielle protester, og dermed kunne det danske hjemmebanehåb lade sig hylde som verdensmester blandt amatørerne. Danmarks første på landevejene.
Året efter var VM tilbage i sin vante form som et linjeløb med samlet start. Og Henry Hansen vandt kun et løb mere i karrieren. Et landevejsløb i Kalundborg.