Cykling

Beskyldte Bjarne Riis for at lyve - nu går stjerne til bekendelse

I 2010 valgte Bjarne Riis at smide stjernerne Andy Schleck og Stuart O' Grady hjem midt under Vuelta a Espanã.

En bombe ramte cykelverdenen, da den daværende Team Saxo Bank-holdejer, Bjarne Riis, for 12 år siden smed to ryttere ud af løbet kort før starten på 10. etape.

Andy Schleck og Stuart O' Grady havde brudt det danske holds interne regler på en hviledag, da Bjarne Riis spottede dem på vej hjem fra en bytur, hvor de havde været ude og drikke øl.

Jeg stoppede med at tælle efter to øl

Andy Schleck

Specielt Andy Schlecks exit var bemærkelsesværdigt, da han var en af holdets vigtigste ryttere, der skulle hjælpe sin bror, Fränk Schleck, i jagten på et godt klassement.

- Han fulgte ikke reglerne, og det er han nødt til at tage ansvaret for. Det er lige meget, om det er én drink eller ti, eller om han var ude til klokken fem om morgenen, for det bliver imellem os. Men regler er til for at blive overholdt, udtalte en sur, dansk holdejer efterfølgende ifølge VeloNews.

Dagen efter forklarede Andy Schleck selv til B.T., at det var en lodret løgn, hvis Bjarne Riis hentydede til, at de først var hjemme tidligt om morgenen. Samtidig slog cykelstjernen fra Luxembourg fast, at de kun havde fået to øl hver.

Men det var tilsyneladende ikke hele sandheden.

Det var et bullshit fuck up af Bjarne Riis

Andy Schleck om at blive smidt hjem fra Vueltaen

"Stoppede med at tælle efter to øl"

I denne uges cykelmagasin fra Cycling Weekly fortæller Andy Schleck nye detaljer om den famøse bytur, der beskrives som en rigtig god aften. Han lægger ikke skjul på, at de tog i byen, og der kom flere øl indenbords end et par stykker, som han ellers forklarede dengang.

- Jeg stoppede med at tælle efter to, griner Schleck indledningsvis, inden han fortæller yderligere:

- Vi havde en hviledag, så otte ryttere, der alle havde skrevet kontrakt med Leopard Trek fra den kommende sæson, arrangerede at gå ud. Det var en dejlig sommeraften, og vi sad på terrassen. Vi fik en øl og noget jamón (spansk tørskinke, red.), og så sagde man: ”Ah, fuck det. Lad os gå ud”.

Få uger forinden havde Andy Schleck netop kørt sig til en andenplads i Tour de France, der senere blev til en Tour-sejr, da Alberto Contador blev frataget sin 2010-titel på grund af en dopingdom.

Fortryder, men kalder Riis' beslutning "bullshit"

Derfor var det selvsagt en nyhed af de helt store, at han og Stuart O' Grady blev smidt hjem midt under Vuelta a Espanã. Schleck holder til dato stadig fast i, at de ikke var i byen til klokken fem om morgenen, men han erkender dog, at mange personer blev en del af byturen, der indebar alkohol.

- Men det var et bullshit fuck up af Bjarne Riis (at smide dem ud af Vueltaen, red.), og han siger, at det var en af de største fejl, han lavede.

- Selvfølgelig fortryder jeg det på grund af udfaldet, og at vi ikke fulgte reglerne, men vi kan heller ikke følge reglerne 365 dage om året. Jeg ville ikke ødelægge mit løb på grund af det, men jeg havde haft et hårdt år, siger Andy Schleck til Cycling Weekly.

Der er dog ingen tvivl om, at begge parter for længst har lagt episoden bag sig, og de to store cykelpersonligheder har i dag et godt forhold til hinanden.

Det blev senest eksemplificeret, da Bjarne Riis ikke fik en invitation til Tour-starten i Danmark, hvilket Andy Schleck kaldte trist og uddybede med, at Bjarne Riis er en helt i Danmark og den bedste cykelrytter, der nogensinde har været i landet.