Hollandsk stjerne angrebet af fugl under VM-løb
Bauke Mollema oplevede for anden gang under verdensmesterskaberne i Australien at blive angrebet af en fugl.
Det hollandske cykelhold var forfulgt af uheld under den blandede holdtidskørsel ved verdensmesterskaberne i landevejscykling.
Annemiek van Vleuten styrtede, og Bauke Mollema blev ramt af mekaniske problemer.
Det skulle dog vise sig ikke at være nok for det hollandske hold, da Mollema undervejs på ruten blev angrebet af en stor måge. Artiklen fortsætter efter billedet.
Trek Segafredo-stjernen, der tidligere har vundet to Tour de France-etaper og pointtrøjen i Vuelta a España, formåede at holde sig på cyklen, og trods de adskillige uheld lykkedes det alligevel for Hollands stafethold at køre ind på en femteplads.
Flere fugleangreb
Bauke Mollema har tidligere under ved VM i australske Wollongong stiftet bekendtskab med aggressive fugle.
På en træningstur inden stafetten offentliggjorde den 35-årige hollænder en video af en australsk skade, der gik til angreb mod ham.
Også dette års Vuelta a España-vinder, Remco Evenepoel, har oplevet at blive forfulgt af den australske skade under en træningstur.
- Det var skræmmende. Jeg håber, det er den eneste gang, det sker, men jeg er bange for det, sagde det 22-årige fænomen om episoden, der fandt sted i sidste uge.
Angrebene fra den australske skade kommer typisk i ynglesæsonen, der ofte er i september.
Her søger fuglene, der er meget aggressive, at beskytte deres unger, og det kan særligt gå ud over folk i bevægelse - heriblandt cyklister og fodgængere.
Både Bauke Mollema og Remco Evenepoel er at finde på startlisten ved herrernes linjeløb søndag, hvor også Danmark stiller til start med stærke ryttere.
Kvindernes linjeløb køres lørdag. Se de udvalgte danske ryttere her.