Cykling

- Jeg tror, at vi alle sad med en ”what”-oplevelse

Cecilie Uttrup Ludwig og flere andre favoritter blev snydt, da Annemiek Van Vleuten angreb til sidst i VM-løbet.

Det kom som en stor overraskelse for Cecilie Uttrup Ludwig, da Annemiek Van Vleuten angreb på den sidste kilometer af VM i linjeløb.

Hverken danskeren eller andre forsøgte for alvor at køre efter hollænderen, der på grund af et brud på armen havde proklameret, at hun var hjælperytter i dagens løb.

- Jeg tror, at vi alle sammen sad med en "what"-oplevelse. Jeg synes ikke, at vi arbejdede supergodt sammen til sidst. Og lige pludselig angreb Annemiek. Der var ikke rigtigt nogen, der gjorde noget. Men det var flot af hende. Lidt wow... men tillykke til hende, siger Uttrup skuffet til TV 2 SPORT.

- Jeg glæder mig egentlig til at se det. Ej, det var åndssvagt til sidst, tilføjer hun om afslutningen på løbet.

Afslutningen kort fortalt

  • 8 km: Uttrup og fire andre er alene i front: Longo Borghini, Niewiadoma, Lippert og Moolman-Pasio.
  • 5 km: Gruppen har lidt over 10 sekunder ned til forfølgerne. Uttrup holder sig bagerst.
  • 2 km: Forspringet er reduceret til 3-4 sekunder.
  • 1 km: Samling.
  • 500 m: Annemiek van Vleuten angriber. Uttrup er lukket lidt inde i gruppen.
  • 300 m: Forfølgerne sætter alt ind.
  • 100 m: van Vleuten vinder!
  • 0 meter: Lotte Kopecky får sølv. Silvia Persico får bronze. Cecilie Uttrup slutter som nummer fem.

- Jeg havde egentlig troet, at vi godt kunne holde, selvom de kom stærkt bagfra, siger Uttrup om muligheden for at komme hjem med gruppen på fem ryttere.

Hver gang der blev angrebet, sad Cecilie Uttrup med. Hun angreb dog ikke selv.

- Jeg havde faktisk tænkt mig at give den gas. Men de kom mig i forkøbet, og så blev det sådan lidt... ja... men heldigvis kommer der et VM igen næste år.