Cykling

Van der Poel udtaler sig efter hotel-batalje

Mathieu van der Poel har nu for første gang sat ord på hotel-episoden, der endte med at koste ham VM og en bøde.

Verdensmesterskaberne i Australien endte i en decideret katastrofe for Mathieu van der Poel, der var en af forhåndsfavoritterne.

Inden VM blev han anholdt af australsk politi, da han havnede i en batalje med to piger på sit hotel aftenen inden. Den hollandske stjerne måtte møde i retten mandag, og her blev han idømt en bøde.

Van der Poel udtalte sig ikke til medier i Australien, men tirsdag eftermiddag er han tilbage i Holland efter nogle lange dage. Og her fortæller stjernen, at han fortryder hele sagen.

- Enhver, der kender mig, ved, at jeg aldrig har såret nogen. De rygter om, at jeg pressede og skubbede hende, er ikke sande. Der er to versioner af historien, siger Van der Poel ifølge hollandske AD.

Han fortæller dog, at han fortryder og "er ked af det."

- Jeg lavede en fejl. Jeg skulle bare have håndteret det anderledes, men det skete desværre. Jeg skulle have ringet til receptionen eller have underrettet nogen, men jeg tænkte, at jeg kunne ordne det selv. Det gik galt, men nu vil jeg lægge det bag mig. Jeg er glad for at være hjemme, hvor jeg kan få lidt fred og ro.

Blev løsladt midt om natten

Episoden startede, da Mathieu van der Poel lå på sit hotelværelse og hvilede sig aftenen før VM-linjeløbet, hvor de unge piger gentagne gange bankede på stjernens dør. Til sidst fik hollænderen nok og gav dem hver et skub, står der i dokumenter fra retten.

Van der Poel blev anholdt og bragt til politistationen. Han blev løsladt mod kaution klokken 04.00 samme nat. Han blev herefter dømt til at betale 1500 australske dollars svarende til 7500 kroner, efter at han erklærede sig skyldig. Han har derudover fået indrejseforbud i Australien i tre år.

Ifølge hans advokat vil de anke bøden.

Mathieu van der Poel forlod VM-løbet efter blot 30 kilometer på cyklen.