Cykling

Rytter i kæmpe jubel – men taber med 0,0004 sekunder

Pierre Barbier fra B&B Hotels-KTM storjublede over sin første sejr i karrieren - troede han. Problem var bare, at han ikke kom først over målstregen.

Du kan se CRO Race på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Han rakte begge arme i vejret og blev tiljublet af sine holdkammerater.

Den 25-årige franskmand Pierre Barbier var så sikker på, at han havde vundet 2. etape af CRO Race, at han endda fremviste et medbragt armbånd til kameraet, der øjensynligt var en hilsen til nogle bag skærmen.

Problemet var bare, at han ikke vandt.

Målfotoet viste nemlig, at Jonathan Milan fra Bahrain Victorius vandt med 0,0004 sekunder, hvilket er fire ti-tusindedele af et sekund.

Og dermed fik Barbier ikke den sejr, der kunne have været hans første i karrieren.

Jonathan Milan kørte i løbets røde førertrøje, da han også vandt 1. etape.

"En masse har nok lyst til at drille ham"

TV 2 SPORTs cykelekspert Christian Moberg, der kommenterede etapen, tror, at jubelscenen og den missede sejr kommer til at jage den 25-årige franskmand.

- Han må have det dårligt over det, fordi han jublede på den måde og havde givet interviews. Jeg kan næsten ikke huske, hvornår der har været en så tæt afgørelse, siger Moberg.

- Der skal nok være en hel masse, der har lyst til at drille ham. Vi må håbe, at han snart vinder sin første sejr. Jeg synes egentlig, han har fortjent en sejr.

Jonathan Milan nåede at give et interview efter forvirringen, men der fokuserede han ikke på den smalle sejr.

- Det er fantastisk. Holdet gjorde et fantastisk stykke arbejde. Vi kontrollerede fra kilometer nul og helt til finalen. Det er fantastisk - to sejre på to dage er noget, jeg ikke kunne drømme om, siger Milan i sit vinderinterview.

Jonas Vingegaard kom i mål sammen med resten af feltet på en 34.-plads. Niklas Larsen fra Uno-X blev nummer 12 på etapen.