Vingegaard med glædelig melding inden stort sæsonmål
En optimistisk Jonas Vingegaard melder sig klar til lørdagens store endagsløb.
Cykelkalenderen har et stort, fedt kryds noteret på lørdag. Her afvikles sæsonens sidste monument, Lombardiet Rundt.
Favoritfeltet tæller store stjerner som Tadej Pogacar, Alejandro Valverde, Aleksandr Vlasov, Adam Yates og danske Jonas Vingegaard.
Netop sidstnævnte er årsagen til, at danske cykelfans kan have store forventninger til det historiske endagsløb, og selv er han også fortrøstningsfuld:
- Jeg synes, jeg står rigtig godt. Jeg har i hvert fald gjort mit forarbejde så godt, jeg kunne, og så må vi jo se i weekenden, om det er nok, siger Vingegaard til Radio Tour på Discovery+.
Vingegaard deltog i sidste uge i CRO Race, hvor han gik ind til den sidste etape med løbets førertrøje.
En dygtig Matej Mohoric tog dog trøjen for ham på den afsluttende etape og vandt løbet med ét enkelt sekund ned til den danske Tour de France-vinder.
Vingegaard var dog glad for sin præstation, og han lagde også vægt på, at han ikke skulle komme galt afsted i Kroatien.
- Hellere komme sikkert igennem end at satse hele butikken og styrte og så måske ikke være i stand til at stille op i Lombardiet Rundt i weekenden. For mig handlede det om træning og om ikke at styrte, siger han.
Vingegaard har selv kaldt Lombardiet Rundt for "et af sine store sæsonmål", og han må håbe på, at tredje gang blive lykkens gang.
Kan skrive sig ind på fornem liste
Vingegaard har tidligere kørt det italienske monument to gange, hvor den bedste placering var en 14.-plads i 2021. I 2020 gennemførte han ikke løbet.
Vinder Vingegaard i Italien, skriver han sig ind på listen af store stjerner, der har vundet det prestigefyldte løb:
- 2017: Vincenzo Nibali
- 2018: Thibaut Pinot
- 2019: Bauke Mollema
- 2020: Jakob Fuglsang
- 2021: Tadej Pogacar
Lombardiet Rundt starter på lørdag med start i Bergamo og mål i Como.