Vingegaard melder ud om Tour-beslutning
Planen er endnu ikke på plads, men Jonas Vingegaard regner stærkt med, at han skal forsøge at forsvare sin Tour de France-sejr.
De har endnu ikke en plan fastlagt. Det understreger alle parter.
Men at Jonas Vingegaard ikke skulle være til start ved Tour de France i 2023, ville alligevel undre de fleste. Dog har Jumbo-Visma-sportsdirektør Merijn Zeeman sagt, at Giro d’Italia også kunne være en mulighed.
Jonas Vingegaard slår dog fast, at han stærkt regner med, at han skal deltage i det store franske etapeløb.
- Vi har endnu ikke talt om detaljerne på holdet, og vi har ikke lavet den endelige plan for 2023, men idéen er at tage tilbage til Tour de France. Jeg vil blive overrasket, hvis det ikke var planen, siger Jonas Vingegaard til Cyclingnews.
- Det er altid svært at være den forsvarende Tour-vinder, men jeg er klar til udfordringen. Jeg ved, at det vil blive sværere og sværere at vinde, men det er en del af udfordringen, og nu har jeg erfaringen af at vinde på min side.
- Jeg ved, at jeg bare skal fokusere på mig selv for at være den bedste, jeg kan være i 2023-udgaven af Tour de France, siger Vingegaard.
Forventer beslutning i december
Zeeman forklarede, at det selvfølgelig er oplagt, at den regerende Tour-vinder stiller til start året efter sin triumf, men han gør det alligevel klart, at ingen beslutning er truffet endnu.
- Han er på ferie lige nu, og når han kommer tilbage, vil jeg også gerne høre hans idéer, fortæller sportsdirektøren til Velonews.
Han forventer, der bliver truffet en beslutning i december.
Den kommende Giro-rute er allerede blevet præsenteret, og her venter mange enkeltstartskilometer, hvilket bør være en fordel for Vingegaard.
Torsdag bliver ruten til næste års Tour de France præsenteret. Jonas Vingegaard holder er ikke til stede, da han holder ferie.