Cykling

Vingegaards sportsdirektør udpeger nøglepunkt i næste års Tour de France

Jumbo-Vismas sportsdirektør Merijn Zeeman siger, at Alperne er hovedfokus i 2023-udgaven af Tour de France.

Det bliver formentlig i Alperne, at næste års Tour de France bliver afgjort.

Sådan lyder vurderingen fra Jonas Vingegaards sportsdirektør hos Jumbo-Visma, Merijn Zeeman, efter at Tour-ruten blev præsenteret torsdag.

Det er endnu uvist, om dette års danske vinder vil blive udtaget til Jumbo-Vismas Tour-hold i 2023, men sportsdirektøren slår fast, at det hollandske hold satser på at kæmpe med om sejren.

- Der er ting, der er uden for vores kontrol. Det eneste, vi kan kontrollere, er en grundig planlægning, og vi håber, at vi kan kæmpe med om sejren i næste års løb, siger Zeeman til holdets hjemmeside.

Første uge er altid besværlig

Touren begynder i Bilbao, og feltet bevæger sig hurtigt forbi Pyrenæerne. Her betegner Zeeman etaperne i 2023-udgaven som knapt så krævende som de seneste år.

- Men den første uge er altid besværlig. Det skyldes delvist, at løbet starter i Baskerlandet. Det vil hurtigt stå klart, hvem der er stærkest, siger sportsdirektøren.

Efter den første hviledag kører feltet videre mod Alperne, hvor der venter nogle barske etaper, hvor Merijn Zeeman ser gode muligheder.

- Det lader til, at Alperne bliver hovedfokus i dette løb, siger han.

Kun en enkeltstart

Modsat sidste år er der skåret en enkeltstart væk, hvilket også bliver vel modtaget hos Jumbo-Visma.

- Det faktum, at der kun er en enkeltstart generer mig ikke. Jeg synes, at ruten er ret alsidig. Vi kan nemt tilpasse os, siger han.

Touren køres fra 1. til 23. juli og slutter som sædvanlig på Champs-Élysées i Paris.