Ekspert enig med Pogacar – svært at spå om Tour-duel mod Vingegaard
Ifølge Rolf Sørensen bliver næste års Tour de France med al sandsynlighed en ny duel mellem Vingegaard og Pogacar.
Tour-ruten for næste år blev torsdag præsenteret, og her var det tydeligt, at der venter et drama fra start.
Showet begynder i spanske Bilbao, hvor hele 3300 højdemeter venter på 1. etape. Her kan flere skrappe og stejle stigninger skabe forskelle.
TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen fulgte med, da ruten blev offentliggjort, og han forudser en ny vild duel mellem Vingegaard og Pogacar.
- Det bliver sjovt fra start, for det bliver ikke en klassisk sprinter, der kører sig i gult første dag. Det giver en nyt element til løbet, for der er mange, der nu kan drømme gult.
Rolf Sørensen har endnu ikke nærstuderet etaperne, og derfor har han svært ved at vurdere, om ruten favoriserer Vingegaard eller Pogacar. Men eksperten er sikker på én ting: Det bliver en gentagelse af årets duel.
- Umiddelbart mangler der måske et par hårde og lange bjergetaper til sidst, og det er nok mere en fordel for Pogacar end Vingegaard. Danskeren bliver bedre og bedre undervejs i løbet, så jo hårdere det er til sidst, jo bedre.
- Men alt tyder på, at det bliver en duel mellem de to igen, og det kan blive helt tæt. Jeg ser det som en fifty-fifty-duel, for Pogacar har nok lært noget af sommerens løb, hvor han fandt ud af, at han altså ikke er urørlig, lyder det fra Rolf Sørensen.
Pogacar er klar
Mens Jonas Vingegaard var fraværende til dagens præsentation, var Tadej Pogacar mødt op og så ivrigt med. Han glæder sig over ruten, der byder op til drama.
- Det er en fed start i Baskerlandet. En hård start, hvor vi nærmest skal direkte ind i Pyrenæerne og hårde stigninger. Det bliver en hård start – og afslutningen endnu hårdere, fortæller Pogacar, der har svært ved at vurdere, om ruten en fordel for ham i forhold til Vingegaard.
- Det ved jeg ikke. Jeg skal se nærmere på ruten, men det er mere eller mindre det samme; du skal have gode ben i bjergene, en god enkeltstart og blive i feltet. Det bliver spændende til det sidste, fortæller Pogacar.
Sloveneren, der to gange tidligere har vundet Tour de France, blev nummer to i årets Tour, hvor han undervejs vandt tre etaper.
Gode muligheder for flere danskere
Spørger man Rolf Sørensen, er det ikke kun Vingegaard, vi med danske briller kan tillade os at forvente store ting af. Der er nemlig flere etaper, der passer andre danskere godt.
- Ved første øjekast er der altså to-tre gode etaper til Magnus Cort, så ham skal vi holde øje med. Han har vist, at han kan. Der er flere gode dage for Magnus, og han kan komme til at køre en stor Tour.
- Men vi skal også håbe på, at typer som Kasper Asgreen, Michael Valgren og Søren Kragh finder tilbage til deres topniveau. Hvis det bliver tilfældet, kan det blive rigtig stort. Specielt Søren Kragh håber jeg på at se tilbage på sit bedste, fortæller Rolf Sørensen.
Rolf Sørensen kan endnu ikke vurdere, om ruten bifalder Mads Pedersens drømme om pointtrøjen. Her skal det først fastlægges, hvor på etaperne de indlagte spurter kommer.
Næste års Tour de France begynder den 1. juli og slutter igen søndag den 23. juli.