Quintanas appel er afvist - resultater forbliver slettede
Nairo Quintana får ikke sin samlede sjetteplads i Tour de France tilbage, har sportsdomstolen CAS afgjort.
Den Internationale Sportsdomstol (CAS) har afvist en appel fra cykelrytteren Nairo Quintana, som tidligere på året blev frataget sine resultater i Tour de France.
Det oplyser domstolen i pressemeddelelse.
Nairo Quintana afgav to gange under Tour de France test, der viste spor af det bandlyste lægemiddel tramadol, som ifølge den internationale cykelunions reglement er forbudt at anvende under konkurrence.
Quintana fik derfor slettet sine resultater fra årets Tour de France af Den Internationale Cykelunion (UCI). Han appellerede efterfølgende dommen til CAS.
Colombianeren blev nummer seks i Tour de France og blandt andet nummer to på 11. etape. Men alt dette er slettet.
Brug af tramadol under løb har været forbudt siden 1. marts 2019. UCI's begrundelse for at forbyde stoffet var, at medicinen er sløvende og derfor kan føre til styrt i feltet.
Har intet hold for næste år
Quintana blev ikke udelukket fra at køre løb, da der ikke var tale om et brud på antidopingreglerne. Han deltog i september ved VM i Australien, men har ikke kørt andre løb siden Tour de France.
Onsdag meddelte Nairo Quintana i en video, at han agter at komme tilbage til sporten.
- Jeg vil gerne gentage, at der ikke er tale om doping. Skandalen er blevet meget større, end den burde være. Jeg er stadig aktiv, og som I kan se, kørte jeg VM og repræsenterede mit land. Jeg vil fortsætte med at køre alle de løb, jeg vil.
Colombianeren risikerer en karantæne, såfremt han igen testes positiv for tramadol under en konkurrence.
Egentlig havde Nairo Quintana forlænget sin kontrakt hos Arkea Samsic, som han har repræsenteret siden 2020, men de to parter blev enige om at rive kontrakten over.
Det betyder, at det lige nu er uklart, hvilket hold Nairo Quintana kører for næste år.
Tidligere i karrieren har den 32-årige bjergged opnået store resultater, og han har hentet 51 professionelle sejre.
Han vandt Giroen i 2014, mens han i 2016 snuppede den samlede sejr i Vueltaen.