Tour de France

Tour de France dropper Paris-afslutning

Tour de France kommer i 2024 til at slutte i Nice i stedet for i Paris.

Den ikoniske afslutning i Paris kommer ikke til at foregå i 2024.

Tour de France rykker nemlig sidste etape sydpå, så rytterne slutter i Nice, når de har klaret alle etaperne.

- Efter 110 udgaver, der er afsluttet i Paris eller i de nære forstæder, slutter Tour de France for første gang langt fra Paris i 2024 med en målstreg i Nice 21. juli, skriver Tour de France på Twitter.

Touren skriver ligeledes, at det bliver en enkeltstart i Nice, der skal afgøre løbet.

Rammer sammen med OL

En af årsagerne til flytningen er formentlig, at Paris også er værtsby for OL i sommeren 2024.

Dermed vil man undgå, at de to ting ramler for meget sammen – både praktisk, logistisk og sikkerhedsmæssigt.

OL begynder kort efter afslutningen på Touren.

Tour de France har besøgt Nice adskillige gange og var senest startby i 2020.

Startbyen for 2024 er endnu ikke annonceret, men det forventes at starte i Italien for første gang nogensinde med etaper i Toscana- og Piemonte-regionerne.