Cykling

Fuglsang, Würtz og Kron er officielt degraderet

Hverken Israel-Premier Tech eller Lotto Dstny får World Tour-licens de kommende år. De rykker en hylde ned.

Cykelstjernerne Jakob Fuglsang, Mads Würtz Schmidt og Andreas Kron kan ikke længere kalde sig World Tour-ryttere.

Efter måneders spekulationer og meningsudvekslinger har Den Internationale Cykelunion (UCI) mandag bekræftet på sin hjemmeside, at Israel-Premier Tech og Lotto Dstny rykker en hylde ned.

Det sker først og fremmest som følge af, at holdene ikke har optjent UCI-point nok i de tre forgangne sæsoner.

Fuglsang og Würtz er på kontrakt hos Israel-holdet, der også har haft den firedobbelte Tour de France-vinder Chris Froome på lønningslisten de seneste år.

Kron har en aftale med Lotto Dstny, som i en årrække har heddet Lotto Soudal. Israel-Premier Tech og Lotto Dstny kører ligesom det norske hold Uno-X og 15 andre hold som ProTeams næste år.

Det betyder, at de ikke er garanteret en plads i alle World Tour-løbene. Dog forventes det, at Lotto med sin status som det ProTeam med flest point i 2022 får automatisk plads i de største klassikere og grand tours.

Cykelholdene har kæmpet om point til ranglisten de seneste tre år. Fristen for at indsamle point var 18. oktober. Her har Jumbo-Visma scoret flest, og Alpecin, som hidtil har været ProTeam, rykker et niveau op på baggrund af sine mange point.

UCI har også taget højde for etiske, økonomiske og organisatoriske aspekter før den endelige uddeling af de 18 World Tour-licenser.

Hvad gør Fuglsang?

Tilbage i september i forbindelse med VM talte TV 2 SPORT med Fuglsang om det faktum, at de var på vej til at rykke ned.

På daværende tidpspunkt lå det ikke 100 procent fast, at UCI havde besluttet sig for at rykke hold ned. Nu er det officielt, men hvis holdet ikke lukker, regner danskeren med at blive:

Hvordan er din egen situation, hvis I rykker ned?

- Hvis holdet fortsætter, er de forpligtiget til at respektere min kontrakt. Jeg kan omvendt forsøge at gå ud og forsøge at finde et andet hold – måske et World Tour-hold, hvis det kan lade sig gøre i midt-oktober (hvor sæsonen slutter, red.), og hvis det er det, jeg ønsker.

- Men umiddelbart har jeg min kontrakt med Israel – PremierTech, og så længe holdet eksisterer, skal de overholde kontrakten. I første omgang vil jeg gerne se, hvad der sker, og så må jeg tage en beslutning derefter. Om jeg enten skal finde noget andet eller blive og køre videre. Umiddelbart regner jeg med at køre videre, men det kommer an på, om der er et hold, sagde Fuglsang i september.

TV 2 SPORT forsøger at kontakte alle tre ryttere. Mads Würtz har ingen kommentar for nuværende.

Har truet med sagsanlæg

Emnet har været heftigt debatteret i cykelsporten i år.

Ejeren af Israel-Premier Tech, Sylvan Adams, har blandt andre argumenteret for, at UCI bør gøre en undtagelse på den treårige periode på grund af coronapandemien, som har præget de seneste sæsoner.

Han truede UCI med et sagsanlæg, hvis Israel-holdet blev degraderet.

DSM, der har Tobias Lund Andresen og Frederik Rodenberg Madsen på holdet næste år, har fået licens for 2023.

UCI noterer dog, at holdets World Tour-licens for 2024 og 2025 er betinget af, at holdet fremviser flere dokumenter, som relaterer sig til det økonomiske kriterie.