Vingegaard dropper endagsløb efter skuffelse

Jonas Vingegaard ændrer sit løbsprogram for den kommende sæson for at fokusere udelukkende på at genvinde Tour de France.

Var der én plet på Jonas Vingegaards ellers så fremragende 2022-sæson, var det danskerens bekendtskab klassikerne.

Vingegaard udgik i forårssæsonen både af Fléche Wallonne og Liége-Bastogne-Liége, som er blandt sæsonens største endagsløb. Efterfølgende fortalte han, at han var ramt af sygdom under løbene.

På en eller anden synes jeg altid lidt, at jeg har skuffet i endagsløb

Jonas Vingegaard

Det kommer dog ikke til at ske igen i år, da Vingegaard og Jumbo-Visma har valgt at ændre løbsprogrammet. Det sker med verdens største etapeløb i tankerne.

- Det er den samme måde, jeg skal angribe Tour de France på, men vores forberedelser ændrer sig en lille smule.

- Jeg kommer ikke til at køre Ardennerklassikerne, og af den årsag stopper jeg forårssæsonen lidt før, end jeg normalt ville have gjort. Jeg kan slappe lidt af og fokusere 100 procent på Tour de France, siger Vingegaard til TV 2 SPORT.

Har skuffet i endagsløb

Jonas Vingegaard har endnu til gode at vinde et af de større endagsløb i cykelkalenderen. Hans eneste sejr i den type løb faldt i starten af 2022, hvor han triumferede i Drôme Classic.

Dem kommer der dog ikke flere af i det kommende år, hvis Jumbo Visma og Vingegaard holder fast i den nuværende plan.

- På en eller anden synes jeg altid lidt, at jeg har skuffet i endagsløb. Derfor har vi valgt at prøve at tage en pause fra det – og så må vi se igen i fremtiden.

- Jeg vil helt sikkert gerne prøve igen (at køre endagsløb, red.). Det bliver bare ikke lige næste år, men jeg vil helt sikkert gerne prøve igen, siger Vingegaard.

Derimod kommer meget af sæsonen til at handle om Tour-forsvaret, hvor Vingegaard er enekaptajn på sit hollandske hold.

Vingegaard fortæller, at han starter sæsonen i det spanske etapeløb Gran Camiño i slutningen af februar. Derefter stiller han op i Paris-Nice og Baskerlandet Rundt i april, hvorefter han slutter forårssæsonen.

Som de sidste forberedelser til Tour de France går turen til enten Critérium du Dauphiné eller Schweiz Rundt, hvilket endnu ikke er besluttet.

Ekspert er ikke nervøs

Selvom Vingegaard ikke kommer til at gøre det samme som sin nærmeste konkurrent, Tadej Pogacar, der sidste år vandt endagsløbene Strade Bianche og Lombardiet Rundt, er Rolf Sørensen ikke nervøs for, at Vingegaard har valgt at ændre i sine forberedelser frem mod Touren.

- Der er nogle, der bruger den metode (at vælge endagsløb fra, red.). Pogacar vælger dem ikke fra, og han skal nok vinde et af de store monumenter.

- Det er Jumbo Vismas fremgangsmåde – og deres fokus er kun på Tour de France. Vi kan ikke begynde at forandre i den måde, de gør Vingegaard klar på, fordi han er klar, når det gælder, siger TV 2 SPORTs cykelekspert.

I første omgang venter en træningslejr for Vingegaard og resten af Jumbo Visma-holdet, som de tager afsted på i slutningen af december.