Superstjerne med klart budskab til påtrængende fans

Belgiske Wout van Aert er glad for kærligheden fra sine fans. Men det kan også blive for meget.

Det er de færreste cykelryttere, der er så populære som 28-årige Wout van Aert.

Den belgiske Jumbo-Visma-rytter nyder stor succes på landevejene, men med berømmelsen følger også en inkarneret og til tider meget påtrængende fanbase.

- Jeg har noteret mig, at opmærksomheden omkring mig stiger. Jeg tænker altid, at det ikke kan blive værre, men så viser det sig, at det kan det godt, siger belgieren ifølge Sporza.

- Folk ringer bare på. Det er ikke nødvendigt. Alle har deres unikke historie, og det forstår jeg, men det er ikke altid nemt. Jeg foretrækker at kunne være alene, når jeg bare er hjemme, fortæller superstjernen uddybende.

Van Aert forklarer også, at han sjældent åbner døren, når der bliver ringet på. Det budskab vil han gerne have, at de fremmødte journalister på pressemødet noterer sig.

For så kommer der måske færre i fremtiden, konstaterer stjernen med et smil.

Lige nu kan den nidobbelte etapevinder i Tour de France nyde lidt juleferie. Når kalenderen viser 2023, går det løs igen.

Blandt superstjernens største sæsonmål er forårsklassikerne og Tour de France.

Sidstnævnte som luksushjælperytter for Jonas Vingegaard, der skal forsøge at forsvare årets Tour-sejr. Det kan du læse mere om her.