Cykling

Udskældt stjerne i bemærkelsesværdigt skifte

Tilbage i december blev den 28-årige bjergrytter fyret fra Astana. Nu har han fremtiden på plads.

Colombianske Miguel Angel Lopez er ikke længere arbejdsløs. Resten af året skal bjergrytteren køre for kontinentalholdet Team Medellín EPM, der har base i Colombia.

Det oplyser holdet selv på Twitter.

Det må siges at være et voldsomt skridt ned, da den 28-årige rytter kommer fra en årrække på World Touren hos Astana, hvor han har leveret store resultater.

I 2022 sluttede Team Medellín EPM som nummer 67 på UCI's officielle rangliste. Til sammenligning endte det danske kontinentalhold Riwal Cycling Team som nummer 37. Øverst sluttede Jumbo-Visma.

Kigger man Lopez' nye hold igennem, er det også svært at udpege de store stjerner. Mest bemærkelsesværdigt er det nok, at 46-årige Óscar Sevilla også er en del af holdet.

Lopez har formentlig ikke været ret attraktiv hos nogle af de større hold, efter at han i december blev fyret hos Astana.

Det kasakhiske mandskab havde fået oplysninger om, at Lopez har haft en direkte forbindelse til den udskældte læge Marcos Maynar Mariño, der er anklaget for handel med forbudte stoffer.

Tidligere har Mariño også været involveret i flere sager om doping. I en sag fra 2004 fandt politiet i Spanien ulovlige dopingmidler i hans hjem, men han undgik sanktioner, fordi han påstod, at det blot var til research-formål.

López har tidligere vundet en etape i Tour de France og tre i Vueltaen. Han har været på podiet som samlet nummer tre i både Giroen og Vueltaen, mens hans bedste samlede Tour-resultat er en sjetteplads.