Cykling

Mads P. ændrer fokus i favoritløb

Mads Pedersen pakker snakken om kun at vinde Paris-Roubaix lidt væk, efter han har skuffet flere gange de senere år.

- Det er kun sejren, der tæller.

Sådan har det tidligere lydt fra den danske cykelstjerne Mads Pedersen, når han har omtalt sit favoritløb – Paris-Roubaix.

Jeg går ind til Roubaix med troen om, at jeg kan vinde, men jeg ved, at der er rigtig lang vej til velodromen

Mads Pedersen

Men efter skuffelser de senere år skruer han nu ned for retorikken i forhold til sine målsætninger. Han vil dog fortsat gerne vinde et monumentet.

- Jeg har ikke vundet et monument endnu, og det vil jeg gerne. Det har jeg fokus på.

Vinder du Paris-Roubaix i år?

- Det ved jeg ikke, siger Mads Pedersen til TV 2 SPORT.

Jeg troede, at det var sådan noget, man som rytter ville sige ja til?

- Nu har jeg sagt så mange gange, at jeg kommer for at vinde det løb, og jeg ender med at styrte hver gang. Så nu tror jeg lige, at jeg pakker det der lidt væk. Så koncentrerer jeg mig om at kunne køre en finale i stedet for. Om det så bliver en 1.- eller 10.-plads, det må vi se på til den tid. Men jeg nedtoner måske lidt det der med at gå og sige, at jeg kun kommer for at vinde, for jeg har ikke lavet andet end at styrte, lave dumme ting og være uheldig.

- Måske skal man lige pakke det lidt væk nogle gange, og det tror jeg, at jeg har lært nu. Jeg går ind til Roubaix med troen om, at jeg kan vinde, men jeg ved, at der er rigtig lang vej til velodromen.

Mads P.'s resultater i Paris-Roubaix

  • 2022: Udgik efter styrt
  • 2021: Udgik efter styrt
  • 2020: Var ikke til start
  • 2019: Nummer 51
  • 2018: Nummer 71
  • 2017: Nummer 95

Mads Pedersen fortæller videre, at han vil gøre alt, hvad han kan for at vinde løbet.

- Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at hade det. Jeg ved, hvor svært det er, men jeg bliver ved med at kæmpe til den dag, jeg stopper med at cykle, siger Mads P.

I 2013 vandt han juniorernes udgave af brostensløbet.

Årets Paris-Roubaix bliver kørt 9. april. Du kan se løbet på TV 2 og TV 2 PLAY.