Tour de France 2023: 3. etape
Etapen starter i Basketlandet, før løbet vender tilbage til moderlandet.
* Etapen er blevet forlænget med seks kilometer.
- Se Tour de France uden afbrydelser på TV 2 Play
- Få overblikket i sendeplanen her
Favoritter og analyse
Favoritter
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Jasper Philipsen
⭐️⭐️⭐️⭐️ Mads Pedersen, Wout van Aert
⭐️⭐️⭐️ Fabio Jakobsen, Dylan Groenewegen
⭐️⭐️ Biniam Girmay, Sam Welsford
⭐️ Caleb Ewan, Alexander Kristoff, Jordi Meeus, Mark Cavendish
Nøglepunktet
Begyndelsen af etapen bliver helt afgørende for, hvilket udbrud der kommer af sted.
Det er på papiret en sprinteretape, men sprinterholdene får en hård opgave i starten af etapen, da der kommer en 5 kilometer lang stigning efter bare 12 kilometer. Det er altafgørende, at der ikke kører 10-15 stærke ryttere væk, som kan holde hele vejen.
Dagens dansker
Det er en klassik Mads Pedersen-etape. Sprinteretape – og så alligevel udfordrende nok til, at det er en fordel for Mads i forhold til en sprinter som Fabio Jakobsen, som mere er en ren sprinter og har det svært på stigningerne.
Betydning for Vingegaard
I dag handler det om at spare kræfter og holde sig ude af problemer for Vingegaard. En dag som bare skal overstås, men han skal stadig holde fokus, fordi en dag som i dag godt kan snyde og være mere drilsk og hård end først antaget. Der kan nemlig være sidevind på etapen, og så får den pludselig stor betydning. Føst og fremmest handler det dog om at holde sig fremme i feltet og undgå de dumme styrt.
Taktikken
Der vil være hård kamp for at ramme udbruddet, og hvis det først slipper af sted på stigningen efter 12 kilometer, vil det naturligt være en meget stærk gruppe, der kører væk.
Jeg forventer dog Tourens første massespurt, men med en lille stigning på 3 kilometer med top 19 kilometer fra mål kunne det godt gå hen og blive lidt samme scenarie som på sidste års 4. etape, hvor Wout van Aert kørte solo og holdt helt til mål.
Der kan i hvert fald godt blive kørt cykelløb på den stigning – og derfra dannes en gruppe, der kører væk. Derfra vil det så være et forfølgelsesløb helt til stregen med sprintere, der er sat og kæmper for at komme tilbage.
Jeg tror på, at Mads Pedersen er stærk nok til at køre med de bedste på den sidste stigning og derved skabe en meget fordelagtig situation, hvor han får sat nogle af de ’tunge’ sprintere og vil have lettere ved at vinde spurten til sidst.
Ekstra
I dag kører rytterne til Frankrig og forlader derved Spanien efter to hårdere dage, end en Grand Tour normalt lægger ud med. Rytterne slutter i kystbyen Bayonne, og de kan derfor også håbe på eller frygte sidevind – afhængigt af, hvem man spørger.