Ekspert så noget hos Pogacar, han ikke så under Touren

Tadej Pogacar viste ikke kun skræmmende styrke på Paris-Nices første bjergetape. Sloveneren kørte klogt, mener TV 2 SPORTs cykelekspert.

Tadej Pogacar blev den store vinder af sæsonens første direkte duel mellem nummer et og to fra sidste års Tour de France.

Sloveneren kørte fra Jonas Vingegaard og de øvrige konkurrenter, og det gjorde han ved hjælp af en anderledes taktik end tidligere. Det mener i hvert fald TV 2 SPORTs cykelekspert Christian Moberg.

På afslutningen af Paris-Nices 4. etape var det først Jonas Vingegaard, som testede Pogacar med 4,2 kilometer til mål – uden held.

UAE-rytteren slap ikke Vingegaards hjul, og hvor man så ofte før har set Pogacar komme med et kontrahug, så slækkede de to stjerner i stedet på tempoet og blev kørt ind af favoritfeltet.

Top 3 på 4. etape

Top 3 på 4. etape
RankLandRytterHoldTids
1SLOTadej PogacarUAE Team Emirates4:01:17
2FRADavid GauduGroupama - FDJ+1
3SUIGino MäderBahrain Victorious+34
Se hele etaperesultatet

Med 2,4 kilometer igen kom så det afgørende dødsstød fra Pogacar. Det tabte terræn kunne Vingegaard ikke køre ind igen og krydsede målstregen hele 43 sekunder efter Pogacar, som vandt etapen.

- Det var en klog Tadej Pogacar. Han kørte med Jonas første gang, han kørte, og så angreb han selv. Han lod lige Jonas svinge taktstokken, og så gjorde han det selv færdig.

- Vi så i Touren sidste år, at han spillede med musklerne. Vi husker alle Granon-etapen, hvor de (Vingegaard og Primoz Roglic, red.) lagde pres på ham og angreb ham på skift, siger Christian Moberg.

Her henviser cykeleksperten til Jonas Vingegaard første etapesejr i Touren, som grundlagde danskerens samlede sejr i det franske etapeløb.

De to Jumbo-kaptajner er i hidtil uset angrebshumør. Video: Magnus Stig Christensen

Under Tour de France virkede den angrebsivrige Pogacar ikke til at spekulere meget over at økonomisere med kræfterne. Og særligt på etapen til Col du Granon prøvede Pogacar at være overlegen ved egenhændigt at lukke alle angreb fra Jonas Vingegaard og Primoz Roglic.

Ja, en enkelt gang forsøgte han selv at sætte dem begge, selvom han var i undertal.

- Pogacar brugte hovedet

Onsdag så TV 2 SPORTs cykelekspert en lidt mere afventende Tadej Pogacar, som altså endte med både etapesejr og gul førertrøje.

- Pogacar brugte hovedet og så først, hvad Jonas havde at køre med. Han kunne mærke sine egne ben, og de føltes nok godt, siger Christian Moberg, der konstaterer, at Pogacar ligner manden, der vinder Paris-Nice – og duellen med Jonas Vingegaard.

- Han gjorde det altså bare færdigt i dag (onsdag, red.), og med det overskud, han har, og det hold, han har, så er han løbets favorit og bedste rytter.

Tadej Pogacar har et forspring på 44 sekunder til Jonas Vingegaard på løbets tredjeplads. Imellem de to er David Gaudu, som er ti sekunder efter Pogacar.