Favoritter kørte sammen og styrtede kort før mål
Førertrøjen skiftede ejer på 4. etape i Tirreno-Adriatico, som blev vundet af Primoz Roglic.
Et styrt med 4,5 kilometer til mål ændrede finalen markant på 4. etape i etapeløbet Tirreno-Adriatico.
Strade Bianchi-vinderen Tom Pidcock og superstjernen Wout van Aert var blandt de største favoritter til sejren, men ingen af dem kom i spil til kampen om sejren.
Den gik i stedet til van Aerts holdkammerat på Jumbo-Visma Primoz Roglic, der tog sin første sejr i sæsonen.
Pidcock og van Aert sad ellers mere eller mindre perfekt i feltet tæt på mål, men i positionskampen kom jeres cykling til at ramme hinanden.
Det sendte begge ryttere i asfalten – tilsyneladende uden alvorlige skader, men chancen for etapesejr blev smadret på et splitsekund. Van Aert gik hurtigt hen til Pidcock for at se, om han var okay. Ingen sure miner, og så fulgtes de to stjerner ad til mål.
Primoz Roglic slog Julian Alaphilippe og Adam Yates i den stejle finalespurt, mens tyske Lennard Kämna overtager løbets førertrøje.
Klassement
- Lennard Kämna, BORA
- Primoz Roglic, Jumbo +0:06
- Joao Almeida, UAE +0:08
- Brandon McNulty, UAE +0:13
- Wilco Kelderman, Jumbo +0:15
Sådan forløb etapen
Af Ritzau
Primoz Roglic har mistet sin kaptajnstatus i Tour de France, men den slovenske cykelrytter viste torsdag, at niveauet stadig er tårnhøjt.
På 4. etape af Tirreno-Adriatico havde han mest at skyde med, da det hele skulle afgøres i en spurt på toppen af stigningen i Tortoreto.
Jonas Vingegaards holdkammerat på Jumbo-Visma vandt foran Quick-Steps Julian Alaphilippe, mens Adam Yates fra UAE Emirates blev treer på den 218 kilometer lange etape.
Boras Lennard Kämna overtager den samlede føring i løbet, mens Roglic er toer seks sekunder efter. Joao Almeida er yderligere to sekunder efter på tredjepladsen.
Flere danskere viste sig tidligt frem på torsdagens etape.
Mads Würtz Schmidt fra Israel-Premier Tech var en del af et femmandsudbrud, som på et tidspunkt havde mere end seks minutter til feltet, men aldrig udgjorde en reel trussel for favoritterne.
Allerede med 60 kilometer til mål af den kuperede etape blev udbryderne hentet, og så stak Mikkel Honoré i stedet næsen kortvarigt frem.
Også EF-danskeren blev dog opslugt, da finalen så småt begyndte.
Alaphilippe sørgede for den første store udskilning, hvor hollandske Mathieu van der Poel blandt andre blev midlertidigt distanceret.
Med lidt over fire kilometer til mål styrtede to af de største favoritter, da Wout van Aert skvattede og tog Strade Bianche-vinderen Tom Pidcock med i faldet.
De to var ude af spillet, men det var van Aerts holdkammerat fra Slovenien ikke.
Roglic timede sin spurt perfekt og gled elegant forbi konkurrenterne på de sidste meter af etapen, efter at flere ryttere havde forsøgt sig sporadisk.
Han har ikke kørt et løb siden sidste års Vuelta a España, hvor han udgik efter et styrt. Også i Tour de France endte han med at udgå, mens Vingegaard løb med den samlede sejr.
Vingegaard er udset som Jumbo-Vismas kaptajn i Tour de France, mens holdet satser på Roglic i Giro d'Italia.