Vuelta a España

Fuglsangs hold vraget til Vueltaen

Israel – PremierTech er ikke udtaget til Vuelta a Espana. TV 2 SPORTs cykelekspert Emil Vinjebo ser det ikke som den store overraskelse.

De rykkede ned fra World Touren i sidste sæson.

Og Israel – PremierTech begynder nu at kunne mærke konsekvenserne af det. Jakob Fuglsangs hold ikke automatisk inviteret til de store Grand Tours, og da de ikke har fået en invitation til Vueltaen, betyder det, at de misser løbet.

Det viser en opgørelse over de deltagende hold, som løbet har offentliggjort på sin hjemmeside.

TV 2 SPORTs cykelekspert Emil Vinjebo er ikke synderligt overrasket over beslutningen.

- Det er ærgerligt for dem, men de er jo i den position, hvor de kun bliver udtaget til endagsløb på World Touren, så de har jo nok godt vidst, at de ikke ville komme med til alle de tre Grand Tours.

- De er udtaget til Touren og Giroen, så jeg tror egentlig, at de er godt tilfredse med udfaldet. Det er nok også derfor, at de ikke kommer med til Vueltaen, så der er også en balance i tingene.

Spanske hold er blevet inviteret

Vinjebo henviser til, at der også skal være en ”konsekvens” ved at rykke ned fra World Touren.

- Det er jo dem selv, der har bragt sig i den her position.

Foruden den manglende omtale, som holdet ellers ville have fået i Vueltaen, er der ikke de store konsekvenser for holdet ved at misse Vueltaen, forklarer Vinjebo.

VM er nemlig flyttet til inden det store spanske etapeløb, og Vueltaen kan dermed ikke fungere som optakt, som den tidligere har gjort.

Det er Lotto-Dstny og TotalEnergies, der har fået UCI ProTeams-pladserne til det store spanske løb, mens de spanske hold Burgos-BH og Caja Rural-Seguros er blevet inviteret.

Derudover er de 18 World Tour-hold til start, og det er:

AG2R Citroen Team, Alpecin-Deceuninck, Astana Qazaqstan Team, Bahrain Victorious, Bora – Hansgrohe, Cofidis, EF Education – Easypost, Groupama – FDJ, Ineos Grenadiers, Intermarché - Circus – Wanty, Jumbo-Visma, Movistar Team, Soudal Quick-Step, Team Arkea – Samsic, Team DSM, Team Jayco Alula, Trek – Segafredo og UAE Team Emirates.